Storm: Vi skal ud og kræve marginalerne

Det er oftest tæt, når Lyngby Boldklub og Randers FC støder sammen. Tobias Storm forventer ikke, at det bliver anderledes i dagens møde på Lyngby Stadion.

Lyngby Boldklub har revanche til gode i dagens kamp mod Randers FC. Både overfor sig selv, men også overfor modstanderen, der har haft overhånden i de seneste møder.

’Hestene’ har således vundet de seneste tre møder med De Kongeblå, men på trods af det, har det været tætte og spændende opgør.

Spørger man Tobias Storm, forventer han ikke andet end, at det igen bliver en tæt dyst, når holdene kl. 16:00 møder hinanden.

– Jeg tror, at det bliver en svær, men god kamp i dag. Det er det ofte mod Randers. De kommer altid med masser af dueller, energi og hård fight. Det skal vi kunne matche dem på, og så ellers slå dem via vores eget spil, som vi tror meget på.

– Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver en tæt kamp, hvor marginalerne kan blive afgørende. Men det er nogle marginaler, som vi skal gå ud at kræve kommer på vores side, så vi kan få alle tre point, siger Tobias Storm.

Storm spillede samtlige 90 minutter i sidste weekend mod Brøndby IF, og selvom backen godt kunne glæde sig over oplevelsen, og at være blevet erfaringer rigere, var det nu alligevel sulten efter at komme tilbage på rette spor, der fyldte mest efter kampen på vestegnen.

– Det var første gang, at jeg spillede i sådan en ramme, og trods resultatet, så var det selvfølgelig fedt. Jeg er sikker på, at sådan en kamp giver mig en masse på den lange bane, og jeg har kun fået endnu mere blod på tanden.

– Det var selvfølgelig ikke en rar følelse lige efter kampen i Brøndby. Man ville rigtig gerne bare ud at gøre det godt igen. Så vi har glædet os til at skulle spille den her kamp mod Randers.

Fremmødet af kongeblå fans på Brøndby Stadion var endnu engang imponerende, og det ærgrede efter kampen Tobias Storm, at holdet ikke kunne sende dem gladere hjem mod Kongens Lyngby.

Nu vil Storm og resten af holdet i stedet betale tilbage i dagens kamp mod Randers.

– Fansene er virkelig, virkelig vigtige for os. Det lyder måske som en kliché for nogle, men opbakningen er noget, vi snakker om i truppen. Vores fans har gjort det helt fantastisk i en efterhånden lang periode, og de er altid med til at piske os frem. Vi håber at kunne betale tilbage i eftermiddag, slutter Storm.

Der er kampstart kl. 16:00 på Lyngby Stadion.

Tobias Storm præsenteres af Frikkes Tagdækning ApS.

Et enkelt point med hjem fra Sønderjylland

Finnsson: Vi skal være skarpe

Truppen til kampen mod Sønderjyske

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products