Sikker sejr i testkamp mod FC Helsingør

Lyngby Boldklub spillede her til eftermiddag en flot træningskamp, hvor det blev til en 5-0-sejr over FC Helsingør.

Der var dømt træningskamp med to halvlege a’ 35 minutter, da Lyngby Boldklub her til eftermiddag tog imod FC Helsingør på Lyngby Stadion.

Lyngby Boldklub startede med de spillere fra førsteholdet, der hidtil har fået mindst spilletid i sæsonen, og det var da også et tændt kongeblåt hold, der kom ud til kampen.

Jonathan Amon åbnede kampen som lyn og torden, da han i kampens første minutter bragte De Kongeblå foran med 1-0.

Efter 10 minutter udbyggede Zean Dalügge Lyngby Boldklubs føring til 2-0, da han kom først på et indlæg til bagerste stang.

Syv minutter senere havde Zean Dalügge bud efter sin anden scoring, da han kom først på en returbold i Helsingør-feltet. Denne gang reddede gæsternes målmand dog i fin stil.

Minuttet efter kom Dalügges andet mål dog. Jonathan Amon drev bolden frem ad banen og iscenesatte Willy Kumado på højrekanten. Willy slog bolden fladt i feltet, hvor Zean Dalügge uden problemer kunne sende bolden i kassen til 3-0.

Efter 25 minutter blev Rezan Corlu sendt alene igennem i en spids vinkel, men 10’erens forsøg strøg snært forbi den ene stolpe.

To minutter senere var det Danis tur til at have bud efter en scoring, da Jonathan Amon tryllede på mållinjen og spillede bolden skråt tilbage i feltet. Danis forsøg strøg dog over mål.

Få minutter før pausefløjt var Zean Dalügge tæt på at fuldende et hattrick, men en god redning på angriberens forsøg mod det fjerne hjørne forhindrede det.

FC Helsingør var sjældne gæster i Lyngby-feltet, men kort før afslutningen på første halvleg, slap de alligevel alene igennem med Jannich Storch, som dog flot læste Helsingør-spillerens forsøg på at trække udenom ham og flot klarede situationen.

Dermed gik Lyngby Boldklub til pause med en 3-0-føring.

Pausen blev brugt til at skifte tre mand, da både Sanders Ngabo, Magnus Kaastrup og Villads Mølgaard kom på banen.

Kaastrup havde hurtigt bud efter en scoring, da Jonathan Amon igen-igen iscenesatte en stor chance, som Rezan Corlu i første omgang fik blokeret et forsøg på. Kaastrup kom derefter på bolden, men hans afslutning blev snittet og strøg til hjørnespark.

Lyngby Boldklub fortsatte med at dominere kampen, og De Kongeblå sværmede rundt om gæsternes felt i jagten på yderligere scoringer.

Selvom FC Helsingør var trykket godt tilbage, bed de ind i mellem godt fra sig. Med et kvarters tid tilbage kom gæsterne frem til en god omstilling, hvorefter de kanonerede en afslutning på sammenføjningen. Heldigvis sprang bolden ud til en kongeblå, hvorefter den blev clearet.

Med godt og vel 10 minutter tilbage af kampen, iscenesatte Sanders Ngabo holdkammerat Rezan Corlu, og denne gang svigtede 10’eren ikke. Rezan tog ét træk, hvorefter han flot hamrede bolden i nettaget uden chance for Helsingør-målmanden.

Lyngby Boldklub stoppede dog ikke ved 4-0.

Med små fem minutter tilbage strøg en yderst velspillende Jonathan Amon igennem Helsingør-defensiven, hvorefter han placerede bolden sikkert i det lange hjørne via indersiden af stolpen til 5-0. Det var Jonathan Amons andet mål i kampen.

Kort efter fløjtede dommeren kampen af, hvorfor det endte med en 5-0-storsejr til Lyngby Boldklub.

14.08.23 Kl. 12:00

Lyngby Boldklub – FC Helsingør

Træningskamp.

5-0 (3-0)

1-0, Jonathan Amon

2-0, Zean Dalügge

3-0, Zean Dalügge

4-0, Rezan Corlu

5-0, Jonathan Amon

Lyngby Boldklub: Jannich Storch, Willy Kumado (35. Magnus Kaastrup), Parfait Bizoza (35. Villads Mølgaard), Johan Meyer, Baptiste Rolland, Gustav Mortensen, Casper ‘Dani’ Winther (35. Sanders Ngabo), Lauge Sandgrav, Rezan Corlu, Jonathan Amon, Zean Dalügge.

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products