10-mands Lyngby tabte på Brøndby Stadion

Med en mand i undertal i halvdelen af kampen tabte Lyngby Boldklub her til aften med 3-0 til Brøndby IF på Brøndby Stadion.

Med over 20.000 på lægterne og små 1000 Lyngby Boldklub-fans på udebaneafsnittet, var der lagt op til stor fodboldfest søndag eftermiddag på Brøndby Stadion.

Fest blev der, men det var hjemmeholdet, der fik noget at fejre, og De Kongeblå, der måtte rejse hjem uden point.

Kampen startede dog egentlig ganske fornuftigt for Freyr Alexanderssons tropper, og allerede efter et par minutter var det tæt på en drømmestart for Lyngby Boldklub, da Kolbeinn Finnsson flot spillede bolden skråt tilbage i Brøndby-feltet. Alfred Finnbogason kom først på kuglen, men han overplacerede sin afslutning, der strøg forbi mål.

Brøndby IF overtog herefter kampen, men selvom de var mest på bolden, kæmpede de noget med for alvor at blive farlige mod Mads Kikkenborgs mål.

Mathias Kvistgaarden var farligste mand for hjemmeholdet i denne fase af kampen, men ekvilibristiske forsøg med hæl og saksespark kiksede for angriberen.

Efter 28 minutter kom der dog hul på målbylden for hjemmeholdet, da et indlæg blev slået til bagerste stang, hvor Blas Riveros vandt en hovedstødsduel og fandt Nicolai Vallys, som sikkert scorede til 1-0 bag en chanceløs Mads Kikkenborg.

Brøndby IF pressede på minutterne efter, men en stor redning af Kikkenborg på et forsøg fra Blas Riveros forhindrede en hurtig udbygning af føringen.

Lyngby Boldklub fik herefter bedre fat, og både Kolbeinn Finnsson og Tochi Chukwuani fik sendt forsøg afsted mod hjemmeholdets mål. Islændingen halvflugtede dog sit forbi over mål, imens Chukwuanis afslutning blev pillet uden alt for store problemer af Brøndby-målmanden, Thomas Mikkelsen.

I stedet var det tæt på at blive 2-0 kort før pausefløjt, da Ohi Omoijuanfo blev sandt blankt igennen med Mads Kikkenborg.

Angriberen rundede Kikkenborg, men overplacerede efterfølgende heldigvis sin afslutning, der strøg i sidenettet.

Dermed gik Brøndby IF til pause med en 1-0-føring.

Lyngby Boldklub kom flyvende ud til anden halvleg, og Frederik Gytkjær afsluttede med et saksespark flot en forrygende Lyngby-angreb. Saksesparket sad dog desværre lige på Thomas Mikkelsen.

Fem gode minutter i anden halvleg blev dog afløst af stor ærgrelse, da Kolbeinn Finnsson modtog sit andet gule kort og dermed blev sendt tidligt i bad.

Nede med både et mål og en mand, så det svært ud for Lyngby Boldklub, og Brøndby IF satte sig da også tungt på opgøret.

Brøndby IF væltede sig ikke i kæmpestore chancer, men når de kom, så stod en velspillende Mads Kikkenborg klar mellem stængerne.

I slutminutterne blev indskiftede Magnus Jensen kastet frem i offensiven i en sidste satsning for en udligning, men selvom det blev til et par angreb, hvor der blev sværmet om Brøndby-feltet, var det i den anden ende, at netmaskerne igen kom til at blafre.

Først udnyttede Mathias Kvistgaarden et indlæg fra Kevin Mensah til at heade bolden i netmaskerne, og i tillægstiden fik Magnus Jensen på uheldigvis sidste fod på en afslutning fra Nicolai Vallys, hvorfor der pludselig stod 3-0 på måltavlen.

Kort efter fløjtede dommeren kampen af, hvorfor De Kongeblå måtte rejse til Kongens Lyngby uden point.

Næste opgave for Lyngby Boldklub er næste søndag, hvor Randers FC gæster Lyngby Stadion.

Brøndby IF – Lyngby Boldklub

13.08.23 Kl. 16:00 på Brøndby Stadion

3F Superligaen, 4. Spillerunde

3-0 (1-0)

1-0, Nicolai Vallys (28 min)

2-0, Mathias Kvistgaarden (84 min)

3-0, Selvmål, Magnus Jensen (90+ min)

Lyngby Boldklub: Mads Kikkenborg, Tobias Storm, Brian Hamalainen (62. Magnus Jensen), Andreas Bjelland, Pascal Gregor, Marcel Rømer (74. Casper ’Dani’ Winther), Tochi Chukwuani (81. Jonathan Amon), Sævar Magnusson (81. Rezan Corlu), Frederik Gytkjær, Alfred Finnbogason (62. Willy Kumado).

Foto: Fodboldbilleder.dk

Et enkelt point med hjem fra Sønderjylland

Finnsson: Vi skal være skarpe

Truppen til kampen mod Sønderjyske

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products