Lyngby Boldklub tager afsked med fire spillere

De Kongeblå tager afsked med Petur Knudsen, Frederik Ibsen, Kristian Riis og Thor Høholt, som alle har kontraktudløb denne sommer.

Sæsonen er lukket ned, spillerne er gået på ferie og arbejdet frem mod den nye sæson er så småt i gang.

Tidspunktet på året betyder også, at der ofte er kontrakter, der udløber, og det er også tilfældet denne sommer, hvor vi nu tager afsked med fire spillere.

Petur Knudsen, Frederik Ibsen, Kristian Riis og Thor Høholt stopper således i Lyngby Boldklub, da deres kontrakter udløber.

Fodboldchef Nicas Kjeldsen takker alle fire for deres tid i klubben.

– Thor Høholt blev rykket op fra Akademiet. Han har senest været udlejet til Nykøbing FC i NordicBet Ligaen, hvor han har gjort det flot. Vi er glade og stolte over at have uddannet endnu en spiller til divisionerne i Danmark, hvor Thor utvivlsomt vil kunne bidrage på de fleste hold.

– Frederik Ibsen har været en vigtig spiller for os i løbet af de seneste to sæsoner. Han stod mere eller mindre fast i forrige sæson, da vi rykkede tilbage i Superligaen, og han har sidenhen spillet en vigtig rolle i målmandsteamet. Frederik har ikke umiddelbart udsigt til spilletid i Lyngby Boldklub, hvorfor han nu skal ud at have græs under fødderne et andet sted.

– Kristian Riis har desværre rigtig meget skadet i sin tid her i Lyngby Boldklub, og selvom potentialet utvivlsomt er stort, og Kristian er en stor del af vores fantastiske omklædningsrum så forlænges kontrakten ikke. Det er naturligvis vemodigt, og Riis vil da også få lov til at træne med så længe det kræver, så han får de bedst mulige forudsætninger for at finde en ny klub. Han er snart fuldstændig fit for fight.

– Petur Knudsen rendte ind i en længerevarende skade, men han har kæmpet sig helt utroligt tilbage og har også spille en stor rolle for os i kvalifikationsspillet. Vi er glade for Peturs store bidrag, og jeg er sikker på, at han med sit flotte forår har fået et godt afsæt mod en kontrakt i en anden klub.

– Vi har været rigtig glade for at have dem alle fire i truppen, og de har på hver deres måde sat deres aftryk i Lyngby Boldklub. Tre af dem har været en stor del af den utrolige sæson, vi lige har haft, og de vil altid stå i historiebøgerne i Lyngby Boldklub. De har alle fire været fantastiske ambassadører for os, og vi ønsker dem alt det bedste fremover. De vil altid være velkommen på Lundtoftevej, slutter Nicas Kjeldsen.

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

Fansene kårede Lucas Lissens til Man of the Match

De Små Vikinger indtog Lyngby Stadion til julehygge

0
    0
    Din kurv