Lyngby Boldklub giver aldrig op: Sejr over AaB!

I en utrolig kulisse vandt Lyngby Boldklub her til eftermiddag med 2-1 over AaB, hvorfor håbet om at kravle op på den rette side af nedrykningsstregen stadig lever.

Med et udsolgt Lyngby Stadion på Lyngby-afsnittene og hele 9.341 tilskuere på lægterne, var der før kampen lagt op til en kæmpestor dag hjemme i egen hule.

De Kongeblå spillere levede i den grad op til kulissen, og efter en hæsblæsende afslutning kunne Freyr Alexandersson og hans tropper bryde ud i jubel over en 2-1-sejr.

Kampen startede chancemæssigt roligt, men Lyngby Boldklub blev blæst frem af de mange kongeblå fans, og de var da også farligst i kampens indledning.

Sævar Magnusson forsøgte sig efter små 10 minutter fra distancen, men forsøget blev blokeret og strøg til hjørnespark.

Fem minutter senere satte Lyngby Boldklub et fantastisk angreb sammen inden, at Marcel Rømer kunne tage chancen fra en lettere spids vinkel. Rømers afslutning blev reddet, men Frederik Gytkjær var ikke langt fra at komme først over returbolden, der dog blev clearet tæt under mål.

Lyngby Boldklub satte sig mere og mere på kampen, og da uret rundede 20 minutter satte De Kongeblå et tæt på perfekt angreb sammen i højresiden. Det sidste sidste touch tæt omkring AaB’s lille felt kiksede dog i denne omgang.

To minutter senere viste også AaB tænder, da Lucas Andersen kom i en god position i venstresiden og trak ind i banen, hvorefter han forsøgte at finde det lange hjørne. Afslutningen sad dog lige på Mads Kikkenborg, der i sikker stil holdt afslutningen.

Minuttet efter var Kolbeinn Finnsson tæt på i modsatte ende, men islændingen kunne akkurat ikke nå frem til et indlæg ved bagerste stang.

Kort efter gik den dog ikke længere for nordjyderne.

Lyngby Boldklub satte gang i et decideret mønsterangreb, hvor førstegangsberøringer rullede til den helt store guldmedalje. Bolden endte for fødderne af Willy Kumado, som sendte kuglen skråt tilbage til Petur Knudsen, som flot hamrede bolden op i det lange hjørne til 1-0, hvorefter jublen kunne bryde løs.

Efter 38 minutter var jublen ved at blive endnu større. Tochi Chukwuani, som spillede en stor kamp, vandt en hovedstødsduel i feltet foran AaB-målmanden. Bolden røg på tværs til Frederik Gytkjær, som headede bolden mod mål, men desværre måtte se sit forsøg reddet på stregen.

AaB sluttede trods generelt Lyngby-dominans bedst af i første halvleg, og Mads Kikkenborg måtte da også hive en stor redning frem efter et hjørnespark.

På det efterfølgende hjørnespark fik Lars Kramer dog bragt balance i regnskabet, da han headede bolden i kassen til 1-1.

Kort efter fløjtede dommeren til pause med 1-1 på måltavlen.

Dermed var der én vej for Lyngby Boldklub i anden halvleg, der kun kunne bruge tre point i dagens kamp.

Havde man frygtet en lang anden halvleg, hvor De Kongeblå kæmpede med at få hul på AaB-defensiven, tog man dog heldigvis fejl.

Et indlæg blev sendt i AaB-feltet, hvor indskiftede Mathias Kristensen vandt sin hovedstødsduel og efter en afretning fra Pascal Gregor endte en løs bold foran Frederik Gytkjær, som prikkede bolden det sidste stykke over stregen til 2-1.

Igen eksploderede Lyngby Stadion i jubel.

Pludselig var det AaB, der kun var én vej for, og kampen bølgede da også noget frem og tilbage i den resterende del af kampen.

Nicklas Helenius sendte et hovedstød tæt forbi mål efter 52 minutter, men endnu tættere på var Lyngby Boldklub efter 57 miuntter, hvor Frederik Gytkjær spillede Kolbeinn Finnsson alene igennem i venstresiden. Islændingen fandt Mathias Kristensen fri foran mål, men en AaB’er fik kastet sig heroisk ind foran MK’s afslutning.

Få minutter senere var Frederik Gytkjær tæt på at komme på tavlen, da han efter en vunden duel fra ’MK’ tog en touch og afsluttede mod mål. Igen blev forsøget dog blokeret til hjørnespark.

Herfra blev gæsterne en tand mere nærgående, og stemningen blev også mere nervøs i takt med at afslutningen på kampen nærmede sig.

AaB skiftede Anosike Ementa på banen, og han voldte De Kongeblå problemer i de første minutter efter hans entré.

Efter 65 minutter viftede tårnhøje Ementa Andreas Bjelland af sig, hvorefter han fandt Marco Ramkilde fra foran mål. Ligeledes indskiftede Ramkilde sparkede dog heldigvis langt over mål.

Lyngby-defensiven stod stærkt i defensiven i slutfasen, men der skulle alligevel en forskrækkelse til i de døende minutter, da Ementa fire minutter inde i dommerens otte minutters tillægstid headede på overliggeren efter et hjørnespark.

Kort efter kunne langt størstedelen af de 9.341 tilskuere bryde ud i eufori, da dommeren fløjtede kampen af og Lyngby Boldklub kunne notere en fantastisk 2-1-sejr.

De Kongeblå lever derfor endnu i jagten på at ende på den rigtige side af nedrykningsstregen inden kampen i sidste runde mod AC Horsens.

Lyngby Boldklub – AaB

29.05.23 Kl. 14:00 på Lyngby Stadion

3F Superligaen, 31. Spillerunde

2-1 (1-1)

1-0, Petur Knudsen (24 min)

1-1, Lars Kramer (44 min)

2-1, Frederik Gytkjær (46 min)

Lyngby Boldklub: Mads Kikkenborg, Lucas Hey, Pascal Gregor, Andreas Bjelland, Willy Kumado (70. Tobias Storm), Kolbeinn Finnsson, Tochi Chukwuani, Marcel Rømer, Sævar Magnusson, Petur Knudsen (45. Mathias Kristensen), Frederik Gytkjær (90+. Parfait Bizoza).

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products