Alfred Finnbogason fik en uheldig hovedrolle i gårsdagens kamp mod OB, da han blev udvist tidligt i kampen.
Da Lyngby Boldklub i går tabte med 0-4 til OB, var det med en mand i undertal det meste af kampen.
Alfred Finnbogason blev nemlig udvist efter 17 minutter, da han af ren refleks kom til at tage imod en bold med hånden inde på målstregen.
Efter kampen var angriberen naturligvis ked af situationen.
– Jeg er selvfølgelig ked af situationen, og at det ender med at blive så kampafgørende. Set i bakspejlet skulle jeg naturligvis ikke have gjort det, men det var en ren refleks for at redde os fra at komme bagud. Jeg undskyldte overfor drengene efter kampen, og jeg er naturligvis også ked af det på fansene vegne. De fortjente bedre end sådan et nederlag med den flotte kulisse, som de leverede, siger Alfred Finnbogason, som nu ser frem mod at hjælpe holdet udenfor kridtstregerne i den sidste del af sæsonen.
– Nederlaget var selvfølgelig et slag i ansigtet, men vi føler helt sikkert, at vi stadig er med i kampen for at klare den i Superligaen. Der venter en utrolig vigtig kamp næste mandag mod AaB, og selvom jeg ikke kan være på banen, vil jeg gøre alt for at hjælpe holdet frem mod kampen. Jeg håber, at fansene møder lige så talstærkt op som i går, så vi sammen kan tage de tre point, som gør, at vi er med til det allersidste, slutter Finnbogason.
Næste opgave for De Kongeblå er mandag d. 29. maj, hvor AaB gæster Lyngby Stadion.
Du kan allerede nu købe din billet her.