Det lykkedes Lyngbys dygtige U19-hold at spille sig i dette års pokalfinale, da de slog FC Nordsjælland ud i semifinalen. Finalen spilles onsdag aften kl. 18:30 i Tingbjerg Idrætspark, hvor FCK venter.
Akademiets U19-hold har gang i en flot sæson, der har budt på masser af gode præstationer og begivenhedsrige fodboldkampe.
Før de kan gå på fortjent sommerpause, venter der dog endnu tre kampe, hvor første opgave er pokalfinalen i morgen aften mod FCK.
Lyngby-holdet har et tæt kampprogram omkring finalen, da de i lørdags spillede mod netop FCK og igen på lørdag tager imod Esbjerg på hjemmebane. For holdets forberedelse betyder det mere tid i videolokalet og lidt mindre tid på træningsbanen.
– Vi går til forberedelsen, som vi gør til alle andre kampe. Vi skal bearbejde weekendens kamp og hurtigt forberede os på den næste. Forskellen fra så mange andre forberedelser ligger egentlig mest i, at vi møder samme modstander på fire dage, siger U19-cheftræner, Mads Kristensen.
Det er andet år i træk, at Lyngbys U19-hold har formået at spille sig i pokalfinalen. En utrolig flot præstation, som udover at understrege det høje niveau blandt spillerne, også giver dem en fantastisk oplevelse i en kamp med lidt mere hype og fokus, end de er vant til. Det er der ifølge Mads Kristensen vigtig læring i.
– Vi arbejder dagligt på at forberede spillerne til klubbens førstehold, og det der sker omkring sådan en kamp, er måske noget af det tætteste, vi kan bringe spillerne på en Superliga-scene, før de står der selv. Fokus er stort, der er en særlig spænding omkring kampen, og der er flere tilskuere. Det er en oplevelse, der er værdifuld for spillerne, og som vi glæder os til, at de skal have.
Kampens modstander er FCK, der befinder sig på en andenplads i ligaen. De har på vej til finalen slået Brøndby og AB. Det bliver en udfordring for Lyngby-mandskabet, som cheftræneren er overbevist om, at holdet kan matche med den rette præstation og indstilling.
– Vi ved naturligvis godt, at vi skal møde en god modstander. Så vi skal være fuldt bevidste om, hvad vi selv skal levere for at udfordre FCK. Jeg har både store forventninger samt en solid tro på, at vores spillere som minimum kan matche FCK på flere parametre. Skal det lade sig gøre, så kræver det både en god energi og en rigtig stor arbejdsindsats, slutter cheftræneren.
Vi håber, at rigtig mange vil tage turen til Tingbjerg Idrætspark og støtte de kongeblå talenter i finalen.
Akademiet præsenteres af Sydbank.