Snævert nederlag i Silkeborg

Lyngby Boldklub havde en svær eftermiddag i Jysk Park, hvor det her til eftermiddag blev til et 1-0-nederlag til Silkeborg IF.

Det var med gode minder, at Lyngby Boldklub søndag eftermiddag tog til Jysk Park til sæsonens sidste opgør mod Silkeborg IF, da det seneste besøg på stadionet kastede en flot 0-2-sejr af sig.

Dagens kamp skulle dog vise sig at blive en anderledes affære, hvor hjemmeholdet til tider spillede flot fodbold og satte Lyngby Boldklub under pres.

Allerede i kampens første minutter lagde hjemmeholdet et tungt pres rundt om Lyngby-feltet.

Hjemmeholdets backs stod højt, og det blev til mange indlæg i Mads Kikkenborgs felt. Selve indlæggende manglede lidt snært, men i stedet fik Silkeborg IF tilkæmpet sig en del hjørnespark.

Efter tre minutter fik hjemmeholdet allerede deres tredje hjørnespark, og det kastede et mål af sig. VAR kom dog i brug, og her kunne man se, at en Silkeborg-spiller i offsideposition blokerede Mads Kikkenborgs udsyn tæt under mål. Dermed blev målet korrekt annulleret.

Kampen gik herefter ind i en mere rolig fase, hvor Lyngby Boldklub kom bedre med og mere på kuglen.

Halvvejs i første halvleg fik Silkeborg dog åbnet en anelse mere op for chancerne, og var det ikke for en utroligt velspillende Mads Kikkenborg havde hjemmeholdet også gået til pause foran.

Inden for ti minutter fik Silkeborg sendt en række varselsskud afsted mod Kikkenborgs mål, men uden en kvalitet, der for alvor fik testet Lyngby-målmanden.

Testet blev Kikkenborg dog efter en halv time, da hjemmeholdet satte gang i en god omstilling, hvor Stefan Thordarson fra en lettere spids vinkel tog chancen. Kun en stærk arm og redning fra Kikkenborg forhindrede en 1-0-scoring.

Efter 37 minutter var det igen tæt på hjemmeholdet, da et indlæg efter et kort taget hjørnespark blev sendt til bagerste stang. Pascal Gregor fik presset Silkeborg-angriberen godt, men Mads Kikkenborg måtte alligevel finde en god fodparade frem. Silkeborg samlede op, men det efterfølgende forsøg mod mål strøg langt forbi.

Det lignede derfor i højere og højere grad, at Lyngby Boldklub lige skulle til pause og få styr på tropperne, men efter 40 minutter var det tæt på, at det rødklædte hjemmeholdet alligevel skulle bringe sig i front før pausefløjtet, da de flot spillede sig igennem til en friløber.

Brian Hamalainen tog dog et heroisk returløb, og så kunne han akkurat prikke bolden til hjørnespark for snuden af Tonni Adamsen, som tog sig lidt for god tid om at afvikle sit forsøg.

Silkeborg sluttede derfor 1. halvleg bedst, men holdene alligevel helt lige til pause.

Freyr Alexandersson brugte pausen til at skifte to mand, da Andreas Bjelland og Casper ’Dani’ Winther blev sendt på banen i stedet for henholdsvis Brian Hamalainen og Petur Knudsen.

Åbningen på anden halvleg startede mere roligt end første halvleg sluttede set i forhold til chancer, men det var fortsat Silkeborg, der befandt sig bedst med bolden på eget kunstgræs.

Efter 61 minutter blev der slået en lang diagonal, og en fejl i kommunikationen mellem Kikkenborg og Finnsson gjorde, at hjemmeholdet Oliver Sonne kunne opsnappe bolden på mållinjen og sparke bolden i det tomme net til 1-0.

Lyngby Boldklub kom herefter mere på bolden, og efter 68 minutter tilspillede De Kongeblå sig den foreløbigt største chance, da Sævar Magnusson tog chancen fra kanten af feltet efter fine kombinationer. Målmand Nicolai Larsen reddede fint, men gav en retur, som Marcel Rømer afsluttede på. Forsøget blev dog blokeret og røg til hjørnespark.

Minuttet efter sendt Pascal Gregor et langt indkast ind i Silkeborg-feltet, men selvom bolden fik lov til at hoppe og danse omkring det lille felt, men ingen kongeblå desværre frem til bolden.

I stedet var det ved at gå galt i den anden ende, da Silkeborg slog en god omstilling og af to omgange tvang Mads Kikkenborg ud i gode redninger.

Både Willy Kumado og Alfred Finnbogason var tilbage i truppen til dagens kamp, og midtvejs i anden halvleg fik de begge comeback. Lyngby Boldklub åd sig da også i langt højere grad bedre med ind i kampen.

Efter 70 minutter slog Pascal Gregor, som var sendt ud på højreback, et godt fladt indlæg, hvor bolden blev sendt hele vejen gennem Silkeborg-feltet. Finnbogason lurede ved bagerste stang, men kunne ikke nå frem til bolden.

Få minutter efter troede det meste af Jysk Park, at Lyngby Boldklub havde udlignet, da Sævar Magnusson saksesparkede et forsøg efter et langt indkast mod kassen. I en splitsekund holdt stadion vejret, men bolden strøg desværre snært forbi mål, hvorfor det meste af Jysk Park kunne ånde ud igen.

Efter 78 minutter kombinerede Tochi Chukwuani og Willy Kumado i venstresiden, hvor Kumado endte med at sende en aflevering skråt tilbage i Silkeborg-feltet. Sæver Magnusson tog en touch og faldt til jorden, men modtog fremfor et straffespark et gult kort for film.

Silkeborg trak sig længere tilbage på banen i slutfasen, og pludselig var det Lyngby Boldklub, der dominerede kampbilledet.

Den ene bold efter den anden blev sendt ind i Silkeborg-feltet, men den helt store chance i slutfasen kom aldrig.

Silkeborg kunne derfor tage en snæver 1-0-sejr med sig fra opgøret.

Lyngby Boldklub har fortsat tre point op til den rigtige side af nedrykningsstregen, hvorfor der venter et brag af en kamp hjemme på Lyngby Stadion næste weekend mod OB.

Silkeborg IF – Lyngby Boldklub

14.05.23 Kl. 14:00 i Jysk Park

3F Superligaen, 29. Spillerunde

1-0 (0-0)

1-0, Oliver Sonne (61 min)

Lyngby Boldklub: Mads Kikkenborg, Tobias Storm (61. Willy Kumado), Brian Hamalainen (45. Andreas Bjelland), Pascal Gregor, Lucas Hey, Kolbeinn Finnsson (68. Alfred Finnbogason), Marcel Rømer (82. Rezan Corlu), Tochu Chukwuani, Sævar Magnusson, Petur Knudsen (45. Casper ’Dani’ Winther), Frederik Gytkjær.

Et enkelt point med hjem fra Sønderjylland

Finnsson: Vi skal være skarpe

Truppen til kampen mod Sønderjyske

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products