Ejerskab over egen læring og motivation var i centrum, da U13 tidligere på foråret gennemførte et stort U13-projekt, hvor spillerne fra ende til anden selv fik lov til at stå for en kampdag og alt omkringliggende.
I Lyngby Boldklub vil vi ikke blot skabe fantastiske fodboldspillere, vi vil også skabe gode og empatiske mennesker, der er mere end ’bare’ fodbold.
Det holistiske perspektiv på, hvordan vi i Lyngby Boldklub er en fodboldklub, er noget der gennemsyrer hverdagen i både moderklub, på Akademiet og omkring førsteholdet.
Det lå derfor også til højrebenet, da U13-cheftræner på Akademiet, Emil La Cour, præsenterede et projekt, som han i uddannelses øjemed havde kastet sig over sammen med sin studiegruppe.
– Jeg har sportspsykologi på mit idrætsstudie, hvor jeg skulle lave et projekt. Jeg er super interesseret i sportspsykologi, og vi har i Lyngby Boldklub en enormt god gruppe på U13, så jeg tænkte, at det var oplagt et lave et projekt, hvor også drengene kunne forsøge sig med at få lidt mere ejerskab over deres udvikling og lære af sådan et forløb. Det var ligesom hele rammen for projektet, fortæller Emil La Cour inden, at han uddyber.
– Vi arbejdede med Ryan og Decis motivationsteori, der hedder Self Determination Theory, som handler om, at hvis man skruer for komponenter som autonomi, kompetence og samhørighed, så vil du kunne øge motivationen hos spillere. Flere har forsøgt sig med at give spillerne ansvar over en kamp, og den base kunne vi godt lide. Vi valgte dog at gå lidt mere akademisk til værks og bygge videre på den grundtanke, siger La Cour.
Observation og workshop
Emil La Cour og studiegruppen gik derfor et spadestik dybere end blot at lade spillerne bestemme over en kamp på selve kampdagen.
I stedet blev der igangsat observationer af en normal kampdag og efterfølgende opsat en workshop, hvor spillerne allerede før selve kampdagen kom i centrum og fik muligheden for at tage ejerskab.
– Vi valgte at observere to kampe. Den ene kamp var en træningskamp mod Hvidovre, hvor vi kørte kampen, som vi plejer, med mig som cheftræner og mine assistenter i form af Jacob og Andreas, som stod for opvarmningen. Vi havde sammen lavet oplægget til kampen og sat startopstillingen. Fuldstændig som en normal kamp ville være. Vi havde min studiegruppe ude for at observere kampen og registrere forskellige parametre ud fra et observationsskema, der bundede i den teori, som vi arbejdede ud fra. De skulle altså kigge på komponenter såsom, hvor meget drengene kommunikerede på banen, engagement på bænken etc. Altså ting der kunne hæftes til motivation. Kampen blev herefter kigget igennem og analyseret på de enkelte parametre, siger Emil La Cour, som efter observationsfasen satte gang i workshoppen med spillerne.
– Det vi gjorde var, at vi delte holdet ind i fire grupper af fire, da vi vidste, at der skulle 16 spillere med til næste kamp. Vi lavede fire faser af spillet i form af etableret presspil, etableret opbygningsspil, gennembrudsspil og dødbolde. Foran drengene havde vi så lavet et form for lykkehjul, hvor drengene så fik en tilfældig kategori og efterfølgende et taktikbræt, som de satte sig til at arbejde ved ud fra den respektive fase af spillet, som de havde fået tildelt af lykkehjulet, fortæller U13-cheftræneren.
U13-chefen og hans assistenter lænede sig tilbage i stolen i denne fase af projektet, og selv Emil La Cour måtte overlade sin plads som cheftræner.
– Vi har en spiller i truppen, der for tidspunktet på projektet var skadet. Malthe, som han hedder, kunne jo selvfølgelig ikke være på banen, så ham gjorde vi i stedet for til cheftræner. Han fik endda lov til at låne min trænerkasket – det er aldrig sket før, griner Emil La Cour inden, at han fortsætter.
– Malthe stod for det overordnede ansvar, og drengene i de små grupper fik til opgave at udarbejde en taktisk plan for deres fase samt sørge for, at cheftræner-Malthe forstod den. Grupperne og cheftræneren fik 45 minutter, og os normale trænere greb ikke ind – behovet var der faktisk heller ikke.
– Nogle af grupperne tog virkelig ejerskab og bad om de kunne få noget af træningen til f.eks. at køre dødbolde eller opbygningsspil igennem, så alle på holdet var med på, hvordan de skulle køres til næste kamp. Det fik de selvfølgelig lov til, så de fik den her medbestemmelse, fortæller La Cour, der har svært ved ikke at lyse helt op, når han fortæller om drengenes engagement i projektet.
– Det var virkelig født at følge den her workshop, fordi alle var bare så engagerede omkring opgaven. De var virkelig kreative omkring deres forberedelse, og drengene gik både ind og kiggede på egne videoklip samt klip af B.93, som vi skulle møde i næste kamp. Eksempelvis gik dem med ansvaret for opbygningsspil ind og kiggede på, hvordan B.93 pressede, og det var virkelig fedt at se så unge drenge tage ansvar. Det var som at se 16 små fodboldtrænere bare sidde og nørde fodbold. Malthe var også mega sej i det, og han gik rundt til alle grupper og forberedte sig virkelig flot. Alle grupperne præsenterede deres arbejde for hinanden efter træningen.
En perfekt udført kampplan af trænerne
Efter grundig forberedelse skulle de unge Lyngby-drenge i kamp mod B.93, og drengene mødte ind til kampen med stor motivation.
Cheftræner Malthe fik Emil La Cours normale assistenttræner, Andreas, og dagens cheftræner tog ejerskab over rollen med det samme.
Cheftræneren gik sammen med spillerne ud for at kigge på banen før kampen, og da de kom ind igen, leverede han en teamtalk før kampen, som ingen havde nogen som helst grund til at gribe ind i. Efterfølgende blev opvarmningen styret på flot vis, og så var drengene ellers klar til at gå ud og eksekvere på den plan, som de selv havde lagt.
Drengene præsterede fantastisk og vandt med 4-0 over B.93, som man ellers havde tabt til i efteråret, men selvom sejr selvfølgelig altid er sjovere end nederlag, så var det alle de underliggende parametre, som Emil La Cour især fremhævede efterfølgende.
– Det var så sejt at se drengene til den kamp. De greb den virkelig bare. Vi havde taget bider ud til analyse og sammenligningen fra den første kamp, og det vi kunne se var, at kommunikationen steg helt vanvittigt meget. Medbestemmelsen gjorde, at grupperne snakkede meget mere sammen om de faser, som de havde haft. Både inde på banen og på bænken.
– Man vil jo altid rigtig gerne fremelske den her kommunikation hos spillerne, men normalt er det et svært punkt at rykke på. Man italesætter det meget, og man kan som træner give guidelines til spillerne, men det med, at spillerne kommer over der her barriere med at stille krav til sine holdkammerater, det er noget, der kommer med noget modenhed. Nogle af de drenge, der normalt er mest stille, stod lige pludselig i kamp to og fyrede den ene konstruktive kommando efter den anden af. De vidste præcis, hvad de skulle forvente af hinanden, og de hjalp hinanden gennem hele kampen.
– Alle de hypoteser vi havde, fik vi bekræftet, og udover det, så vi også, at samhørigheden rykkede sig. Den måde de jublede på ved en scoring i kamp to var markant anderledes. Alle mand var henne og juble sammen, og specielt da vi scorede ved et hjørnespark – som en gruppe jo havde haft som fokuspunkt – gik spillerne helt amok i jubel sammen. Det var vores målmand Sigurd, der havde været med til at lave det, og han spurtede bare fra egen banehalvdel op i den anden ende og var med. Det hele stemte med teorien. Motivationen steg da drengene fik mere medbestemmelse og ejerskab, og samtidig fornemmer vi også en klar sidegevinst i at sammenholdet er styrket betragteligt, slutter en glad Emil La Cour, som nu igen er tilbage med trænerkasketten på i sin rolle som U13-cheftræner.
Lyngby Boldklubs U13-drengen er ubesejrede i de seneste fire kampe, og senest vandt de med 0-3 på udebane over Brøndby IF.
Akademiet præsenteres af Sydbank.