Forrygende 2-1-sejr over FC Midtjylland

Et elektrisk Lyngby Stadion dannede rammen, da Lyngby Boldklub her til eftermiddag tog en forrygende 2-1-sejr over FC Midtjylland.

Der var noget særligt over Lyngby Stadion allerede fra morgenstunden, da der i kraft af Lyngby Dagen var masser af liv på banerne rundt om Danmarks bedste familiestadion.

Energien blev taget med ind på stadion til kampstart mod FC Midtjylland, og allerede efter to minutter fik De Kongeblå stadion til at eksplodere.

Frederik Gytkjær drønede over højresiden, hvorfra han slog et indlæg til bagerste stang, hvor Kolbeinn Finnsson lurede. Islændingen slog et hårdt og fladt indlæg, som Tochi Chukwuani, der havde sneget sig med i feltet, tæt under mål kunne sætte i nettet til 1-0.

I minutterne efter fik Andreas Bjelland vist sin store erfaring, da han sammen med Tobias Storm trevlede en giftig omstilling op, og heller ikke en halvfarlig dødbold til gæsterne, voldte for alvor problemer i Lyngby-defensiven.

Efter 14 minutter fik gæsterne dog udnyttet netop en dødbold til en hurtig udligning. Gustav Isaksen slog et indlæg i Lyngby-feltet, og så kunne Stefan Gartenmann pande bolden flot i nettet til 1-1 bag en sagesløs Mads Kikkenborg.

Kampen bølgede generelt frem og tilbage i 1. halvleg, og de to defensiver gjorde det svært for modstanderne for alvor at komme frem til store chancer. Efter 18 minutter tryllede Gustav Isaksen dog i Lyngby-feltet, og så var der mange på stadion, der så hans forsøg mod det lange hjørne stryge i kassen. Heldigvis overplacerede Isaksen dog sit forsøg.

Efter en god FCM-periode fik Lyngby Boldklub langsomt bedre fat.

Da stadionuret rundede en halv time, sendte Frederik Gytkjær igen et godt indlæg i Midtjylland-feltet. Petur Knudsen viste nok engang sin voldsomme springkraft, men desværre headede han snært forbi mål.

Minuttet efter bragte Lyngby Boldklub sig dog på ny foran.

Lucas Hey brød et Midtjylland-angreb nede på egen banehalvdel, og så tog han et voldsomt flot løb opad banen inden, at han fandt Sævar Magnusson med ydersiden. Magnusson bankede resolut bolden i det lange hjørne, og så kunne Lyngby Stadion ellers eksplodere i jubel igen.

Minuttet efter var FC Midtjylland tæt på igen at bringe balance i regnskabet, men Henrik Dalsgaard misbrugte en stor chance efter en indlæg, hvor bolden hoppede og dansede omkring det lille felt hos Mads Kikkenborg.

Pascal Gregor havde i den anden ende bud efter en 3-1-scoring med et hovedstød kort før pausen, men forsvarsspillerens forsøg gik over kassen.

FC Midtjylland pressede på i slutfasen af første halvleg, men uden, at de for alvor fik skabt en stor chance.

Lyngby Boldklub gik derfor til pause med en flot 2-1-føring.

Havde man forventet, at ’Ulvene’ ville komme storhylende og stormende ud til anden halvleg, tog man fejl.

Freyr Alexanderssons tropper holdt fint gæsterne fra chancer, alt imens at Petur Knudsen kom frem til en chance efter et frispark i den anden ende. Knudsens hovedstød blev dog læst af Jonas Løssl.

FC Midtjylland fortsatte med at være mest på kuglen, men et hårdt indlæg, som Mads Kikkenborg fik pareret, var det farligste, at gæsterne kom til i denne fase af kampen.

I stedet havde De Kongeblå bud efter en 3-1-scoring med et kvarter tilbage af kampen. Mads Kikkenborg slog en lang bold i dybden, og den samlede Frederik Gytkjær flot op. Gytkjær kæmpede sig til en chance i en spids vinkel, men Jonas Løssl fandt en god redning frem, hvorefter bolden blev clearet foran næsen på Sebastian Koch.

FC Midtjylland pressede på i slutfasen, men selvom nervøsiteten unægteligt steg på Lyngby Stadion, fik de aldrig skabt dén store chance, der kunne bringe balance i regnskabet.

Frederik Heiselberg og Gustav Isaksen havde begge hovedstødsforsøg, men Mads Kikkenborg havde i begge tilfælde styr på forsøgene.

FC Midtjylland tilspillede sig dødbolde i slutfasen, hvor gæsterne sendte hele kavaleriet frem i jagten på udligningen.

En befrier i eget felt af en utroligt velspillende Lucas Hey, var dog det tætteste gæsterne kom, hvorfor Lyngby Stadion kunne bryde ud i jubel, da dommeren fløjtede kampen af med 2-1 til Lyngby Boldklub på måltavlen.

Sejren betyder, at der nu er tre point op til den rigtige side af nedrykningsstregen.

Næste opgave for De Kongeblå er en udekamp mod Silkeborg IF.

Lyngby Boldklub – FC Midtjylland

07.05.23 Kl. 14:00 på Lyngby Stadion

28. Spillerunde, 3F Superligaen.

2-1 (2-1)

1-0, Tochi Chukwuani (2 min)

1-1, Stefan Gartenmann (14 min)

2-1, Sævar Magnusson (32 min)

Lyngby Boldklub: Mads Kikkenborg, Tobias Storm, Andreas Bjelland (46. Brian Hamalainen), Lucas Hey, Pascal Gregor, Kolbeinn Finnsson, Tochi Chukwuani, Marcel Rømer, Petur Knudsen (72. Sebastian Koch), Sævar Magnusson, Frederik Gytkjær (90. Mathias Kristensen).

Foto: Fodboldbilleder.dk

Et enkelt point med hjem fra Sønderjylland

Finnsson: Vi skal være skarpe

Truppen til kampen mod Sønderjyske

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products