Finnsson: Vi er ikke et hold i kulkælderen

Kolbeinn Finnsson fortæller om et kongeblåt mandskab med masser af tro på tingene og med en stor sult frem mod weekendens hjemmekamp mod FC Midtjylland.

Skuffelsen lyste ud af Lyngby Boldklub spillerne umiddelbart efter sidste weekends nederlag til AaB, men truppen er kommet videre på rekordfart, og Kolbeinn Finnsson melder om en toptændt og klar trup til søndagens hjemmekamp mod FC Midtjylland.

– Jeg har en rigtig god fornemmelse i kroppen efter den her uges træning. Efter sidste weekend var vi selvfølgelig ærgerlige, men vi har ikke været helt nede i kælderen, og det er generelt en stor kvalitet for den her trup. Man går aldrig helt ned med flaget, men sørger for at gå med oprejst pande mod næste opgave. Vi er ekstremt sultne frem mod kampen på søndag, siger Finnsson.

Der resterer fem kampe af dette års 3F Superliga, og med seks point op til den gode side af nedrykningsstregen, skal der naturligvis snart point på tavlen for De Kongeblå.

Kolbeinn Finnsson melder dog om en fortsat ukuelig tro på sejr og på, at Lyngby Boldklub klarer skærene.

– Der er ingen tvivl i truppen om, at det stadig kan lade sig gøre, men vi er også meget bevidste om, at tingene er ved at blive sat på spidsen, og at vi skal til at bruge sejre. Vi går efter, at den første i en række skal komme på søndag. Vi kommer til kampen med en følelse af at være på jagt, men også med en følelse af tro på tingene, siger Finnsson, som forventer en kamp, hvor han og holdkammeraterne får brug for en utrolig fokuseret indsats.

– Nu har jeg spillet to gange mod FC Midtjylland, og begge opgør var meget svære, men også meget forskellige i og med, at det var med forskellige trænere. Jeg forventer, at det bliver taktisk, og vi skal være virkelig, virkelig fokuserede igennem hele kampen, slutter han.

Der er kampstart kl. 14:00 på søndag, og du kan købe din billet til kampen her.

Kolbeinn Finnsson præsenteres af Brandspot Mediebureau.

Lissens: Skal finde tilbage til os selv

Eesy har ringet – bliver en del af Lyngby Boldklub

Tak for endnu en fantastisk lysfest