Freyr: Holdet har lært at trives i presset

Cheftræner Freyr Alexandersson ser frem til morgendagens opgave mod AaB, som han forventer bliver en livlig affære.

Der venter Lyngby Boldklub en fantastisk spændende kamp i morgen eftermiddag, hvor AaB er modstanderen i en direkte duel om vigtige point i bundstriden af 3F Superligaen.

Både AaB og Lyngby Boldklub kan siges at være under pres ift. at skrabe point til sig for at klare skærene i rækken, men ifølge cheftræner Freyr Alexandersson gælder det i hvert fald for hans mandskab, at de trives i presset.

– Alle kampe har i foråret været lige så vigtige for os, som den her mod AaB. Vi er måske blevet lidt mere vant til, at alle kampe har været utroligt vigtige, hvis vi skulle klare den i Superligaen. Vi har næsten været nødt til at skulle have point i alle kampe, og det pres kan jeg egentlig godt lide, og holdet har også trivedes godt i det, siger Alexandersson, som derfor ikke føler et anderledes pres op til morgendagens kamp.

– Vi anerkender betydningen af kampen i morgen, men i princippet er det det samme, som vi har været ude for i hele foråret, og sådan vil det også være i næste uge, når vi møder FC Midtjylland.

Samme situation – forskelligt pres

Morgendagens møde er et møde mellem nummer 11 og 12 i 3F Superligaen, og selvom begge hold har sat jagten ind på AC Horsens over nedrykningsstregen, så oplever Freyr Alexandersson klubbernes optakt til det indbyrdes møde som værende forskelligt.

– Der er kæmpe pres på AaB, og selvom vi står i den samme situation pointmæssigt, står vi alligevel i lidt forskellige situationer. Vi kæmper om det samme, men deres budget, ageren på transfermarkedet osv. gør, at der naturligvis er større forventninger og et større pres på dem, end der er på os.

– AaB er en klub af en vis størrelse, og de ligger pt. sidst. For dem er en hjemmekamp mod Lyngby en must-win-kamp. De skal vinde, og selvom vi også rigtig gerne vil vinde og vil gøre alt, hvad vi overhovedet kan, så er presset alt andet lige et andet på dem, vurderer cheftræneren, der dog ikke vil kategorisere det som nødvendigvis at være en ulempe for hjemmeholdet.

– Det er umuligt at sige, hvordan de ender med at håndtere det pres – måske hæmmer det dem, måske gavner det dem. Det er forskelligt for hold til hold, så vi har udelukkende fokus på os selv og vores egen præstation

Qua kampens store betydning, kunne man snildt fristes til at tro, at der venter en nervøs og lukket affære. Ifølge den kongeblå cheftræner forventer han dog, at det bliver en meget afvekslende kamp, hvor Lyngby Boldklub uanset hvad har øjnene stift rettet mod sejr.

– Jeg tror, at det bliver en kamp med mange forskellige momenter. Der kommer tidspunkter, hvor kampen bliver lukket, men der kommer også tidspunkter, hvor kampen er meget åben. En enkelt mål kan ændre kampen med det samme, så jeg tror, at det kan gå hen og blive en meget livlig kamp. Så længe det står 0-0, tror jeg ikke, at holdene kommer til at tage alt for store risiko, men stadig med det mindset, at man vil have alle tre point.

-Vi har stadig et mindset, der hedder, at vi vil vinde alle kampe. VI er all in, men vi læser også kampbilledet fra momentum til momentum i alle kampe. Vi tager til Aalborg efter alle tre point, slutter Alexandersson.

Der er kampstart i morgen kl. 14:00.

Freyr Alexandersson præsenteres af Ensure.

Køb dine kongeblå julegaver i vores pop-up bod

Lyngby Boldklub tager afsked med Niels Lawaetz

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

0
    0
    Din kurv