Trods kongeblå fight: Smalt nederlag til FC Midtjylland

Trods fantastisk attitude og fight måtte Lyngby Boldklub her til eftermiddag sande et snævert 1-0-nederlag efter en tæt kamp mod FC Midtjylland.

Det var med bagagen fuld af gode minder, at Lyngby Boldklub søndag eftermiddag drog i kamp mod FC Midtjylland på i MCH Arena.

De gode takter fra senest blev langt henad vejen fulgt op af de kongeblå spillere, men i sidste ende rakte det desværre ikke til point.

FC Midtjylland var meget på bolden i kampens indledning, men akkurat som i det seneste møde, kneb det for ’ulvene’ med at skabe chancer mod den kompakte Lyngby-defensiv.

Efter små 10 minutter kom Lyngby Boldklub til gengæld frem til kampens første chance efter gode kombinationer på højresiden af Tobias Storm og Willy Kumado. Bolden endte af et par omgange inde hos Frederik Gytkjær, hvis flade forsøg mod mål dog manglede lidt kraft og derfor ikke voldte Jonas Løssl store problemer inde på stregen.

Først efter et kvarter fik FC Midtjylland sendt en afslutning afsted, da Frederik Heiselberg steg til vejrs efter et indlæg. Forsøget mod kassen gik dog et godt stykke forbi.

Willy Kumado voldte FC Midtjylland-defensiven store problemer i første halvleg, og han sammensatte ved flere lejligheder gode kombinationer med Tobias Storm. Flere gange var det ved at skabe store chancer, men FCM kom gang på gang akkurat i vejen for vores hurtige nyerhvervelse.

De første 45 minutter var i det hele taget en tæt affære, men et langskud fra Marcel Rømer og en nedfaldsbold til Andreas Bjelland efter et hjørnespark, var det tættest Lyngby Boldklub kom på et føringsmål.

Mod første halvlegs afslutning viste ’ulvene’ en smule tænder. Først ved Oliver Sørensen, som blev spillet til en stor chance, hvor Kolbeinn Finnsson dog fik gjort vinklen svær inden, at offensivspilleren sparkede forbi mål.

Kort efter havde hjemmeholdets Emiliano Martinez bud efter et mål ved et langskud, der dog heldigvis blev rettet af og strøg snært forbi mål. Så heldige var De Kongeblå desværre ikke med afretningerne i hele kampen.

Også Armin Gigovic havde bud efter et føringsmål kort før pausen, da han forsøgte sig med et hovedstød ved bagerste stang. Mads Kikkenborg reddede dog flot i situationen.

Begge hold måtte derfor gå til pause uden scoringer.

Willy Kumado fik i slutningen af første halvleg en midtjyde ned over sig, og det medførte, at han i pausen måtte lade sig udskifte til fordel for Rezan Corlu.

Samtidig skruede FC Midtjylland en anelse op for deres direkthed mod Lyngby-målet, men selvom trykket blev større, kæmpede de fortsat med at skabe de helt store chancer i første halvdel af første halvleg.

Langsomt begyndte hjemmeholdet at tilspille sig bedre muligheder og næste varselsskud blev sendt afsted fra Emiliano Martinez, der trak ind fra venstre og afsluttede mod det lange hjørne. Mads Kikkenborg viste dog igen sikre hænder inde i buret.

Midtjylland pustede og prustede omkring Lyngby Boldklubs felt, og til sidst kunne Lyngby-huset ikke holde stand længere.

Indskiftede Aral Simsir tog chancen fra kanten af feltet, og så tog bolden en afretning på Kristoffer Olsson inden, at den efterlod Mads Kikkenborg chanceløs inde på stregen, hvorfor FC Midtjylland kom i front med 1-0.

Kampen åbnede sig i slutfasen op, og med 10 minutter igen fik FC Midtjylland sig et straffespark. Junior Brumado tog sig af den, men blev på flot vis afvist af Mads Kikkenborg, som med en stærk fangearm fik blokeret forsøget.

Lyngby Boldklub levede derfor til det sidste.

Spillet blev da også presset op omkring hjemmeholdets felt i slutfasen, men det var fladt forsøg fra Kolbeinn Finnsson fra kanten af feltet, der blev det tættest De Kongeblå kom på en sen udligning.

Hjemmeholdet kunne derfor notere en snæver 1-0-sejr efter en ellers flot kongeblå fight.

Næste opgave for Lyngby Boldklub er på søndag, hvor AC Horsens gæster Lyngby Stadion.

FC Midtjylland – Lyngby Boldklub

10.04.23 Kl. 14:00 på MCH Arena.

1-0 (0-0)

1-0, Kristoffer Olsson (71 min)

Lyngby Boldklub: Mads Kikkenborg, Lucas Hey, Andreas Bjelland (77. Sebastian Koch), Pascal Gregor (60. Brian Hamalainen), Tobias Storm (60. Gustav Mortensen), Kolbeinn Finnsson, Tochi Chukwuani, Marcel Rømer, Sævar Magnusson (77. Petur Knudsen), Willy Kumado (45. Rezan Corlu), Frederik Gytkjær.

Et enkelt point med hjem fra Sønderjylland

Finnsson: Vi skal være skarpe

Truppen til kampen mod Sønderjyske

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products