2022 bød på en flot stigning indenfor partnerområdet i Lyngby Boldklub, da indtægterne er steget med hele 3,7 mio. kr. i forhold til 2021.
Da Lyngby Boldklub sidst år præsenterede et flot overskud på årsregnskabet, blev det samtidig meldt ud, at man i 2022 ville investere yderligere i den kommercielle afdeling med henblik på at øge de kommercielle indtægter.
Det er derfor med stor glæde, at vi kan fortælle, at der på sponsorater i 2022 skete en stigning på intet mindre end 3.749.124,- kr. set i forhold til 2021. Sammenligner man med 2020 er der sket en stigning på 39,63% i indtægter på sponsorater.
Adm. Direktør i Lyngby Boldklub, Andreas Byder, udtaler;
– Sidste år meldte vi ud, at en del af den langsigtede strategi var fortsat at investere i den kommercielle afdeling således, at denne kunne komme op på Superliga-niveau. Vi kan med stor glæde kigge på 2022-regnskabet og berette om et rekordår i den kommercielle afdeling, hvor der er sket en stor stigning i sponsorater på hele 3.749.124, – kr. i forhold til 2021. Det er det bedste resultat for os på sponsorsiden i nyere tid, hvilket vi naturligvis glæder os over og ser frem til at bygge videre på, fortæller Andreas Byder.
Der er pt. 270 partnere i Lyngby Boldklubs partnernetværk. Vil du være en del af det, kan du læse meget mere om det her.