Landsholdsoverblikket: Sådan gik det de kongeblå-spillere på landsholdet

Der var masser af Lyngby-drenge i aktion i landskampspausen, og her kan du få dig et overblik over, hvordan det gik dem.

Hele syv Lyngby Boldklub-spillere har i landskampspausen været i aktion, og det blev til en del spilletid til de kongeblå-drenge.

Danmark U21: Tochi Chukwuani, Dani, Lucas Hey

Der var hele tre talentfulde Lyngby-drenge med på Danmarks U21-landshold, der i denne landskampspause havde træningskampe mod henholdsvis Ukraine og Schweiz.

Den første kamp var mod Ukraine, og her blev det til en startplads til Lucas Hey. Tochi Chukwuani kom på banen med en kvarters tid igen, men han kunne ikke forhindre, at de rød/hvide tabte med 3-2 efter en tæt kamp, hvor Mathias Kvistgaarden og det tidligere Lyngby-talent Maurits Kjærgaard scorede de danske mål.

Tirsdag aften skulle landskampterminen rundes af med en hjemmekamp mod Schweiz, og her blev det igen 3-2 – denne gang til fordel for danskerne.

Tochi Chukwuani startede i denne ombæring inde, og han var meget involveret i de første to danske mål.

Lucas Hey fik de sidste godt og vel 20 minutter på banen, og han var med til at køre den 3-2-sejr i land.

Det danske U21-landshold må til gengæld have Dani til gode, da han ikke fik spilletid i de to kampe.

Danmark U19: Gustav Mortensen og Johan Meyer

Danmarks U19 landshold havde tre spændende kvalifikationskampe på papiret, da de via den såkaldte Elite Round skulle forsøge at vinde deres gruppe og blive et af de otte hold, der kom med til EM-slutrunden.

Danmark var i gruppe med Spanien, Ukraine og Luxembourg.

Den første kamp var mod Spanien, og her fik Gustav Mortensen fuld tid i kamp, hvor han var med til at holde nullet mod de stærke spaniere. Kampen endte således 0-0.

Få dage efter skulle Danmark op imod Ukraine, og også her blev det til fuld spilletid for vores talentfulde back. Her var Gustav Mortensen med til at vinde 2-1 efter, at de rød/hvide havde været bagud med 1-0.

Johan Meyer så ikke banen i de to første kampe, men mod slutningen på den sidste kamp mod Luxembourg, fik han de sidste minutter på banen, i en kamp, hvor Gustav Mortensen igen fik 90 minutter.

Danmark vandt den sidste kamp med 4-1, men det rakte desværre ikke til kvalifikation til EM, da Spanien endte med at have en bedre målscorer.

Island A-landshold: Alfred Finnbogason og Sævar Magnusson

Også på det islandske A-landshold var der kongeblå-spillere i truppen, da både Sævar Magnusson og Alfred Finnbogason var udtaget til EM-kvalifikationskampe mod Bosnien og Liechtenstein.

Islændingene fik en svær start på kvalifikationen med et 3-0-nederlag i Bosnien. Alfred Finnbogason startede inde og fik 82 minutter på banen.

Bedre gik det i kampen efter mod Liechtenstein, hvor Finnbogason igen startede på banen.

Her var Lyngby-angriberen hurtigt med til at åbne festen, da han assisterede David Olafsson ved 0-1-målet.

Finnbogason fik også selv scoret i kampen, men målet blev desværre annulleret. Holdkammeraterne var til gengæld knivskarpe, og med Finnbogason på banen i 65 minutter vandt de med intet mindre end 0-7.

Sævar Magnusson kom ikke på banen i nogen af de to kampe.

Alle Lyngby-drengene er nu tilbage i Lyngby Boldklub, og forberedelserne frem mod weekendens vigtige hjemmekamp mod Silkeborg IF er i fuld gang.

Foto: Fodboldbilleder.dk

Lissens: Skal finde tilbage til os selv

Eesy har ringet – bliver en del af Lyngby Boldklub

Tak for endnu en fantastisk lysfest