Alle børn har ret til en god opvækst, og vi er i Lyngby Boldklub glade for at kunne støtte op om det fantastiske tiltag, Our Kenyan Children, der arbejder for mad, skolegang, lægehjælp etc. til Kenyas udsatte børn.
Har du været på Lyngby Stadion inden for seneste halve års tid, er du formentlig blevet betjent af en gruppe glade frivillige fra Our Kenyan Children.
Lyngby Boldklub har nemlig indgået et samarbejde netop Our Kenyan Children for at bakke op om deres fantastiske og sympatiske initiativ.
Our Kenyan Children er en lokal forening fra Lyngby, der siden 2020 har arbejdet med det ene formål at hjælpe tidligere gadebørn i Kenya til et nyt og bedre liv og væk fra en ubarmhjertig tilværelse på gaden. Alle børn har ret til at håb og muligheder for en god fremtid.
Siden 2022 har Our Kenyan Children derfor stået i nogle af boderne på Lyngby Stadion, og alle de penge, de tjener, går ubeskåret til gadebørnene i Kenya.
Bestyrelsesmedlem og tovholder på projektet, Torben Løkkegaard, fortæller om Our Kenyan Children
– Det hele startede med, at to fra vores bestyrelse havde besøgt Global Hope Rehabilitation and Rescue Center (GHRRC) i forbindelse med deres arbejde, og de da kom hjem og fortalte om dagligdagen på børnehjemmet, var vi flere, der syntes, at de skulle have en hjælpende hånd. Herefter startede det lokalt med indsamling af fodboldtøj og støvler fra Lundtofte Boldklub, og der var rigtig god opbakning til projektet.
– Vi har igennem forløbet haft kontakt til lederen af børnehjemmet, Joe Njoroge, og han har løbende holdt os opdateret på det store arbejde, der bliver gjort for at få Kenyas mest udsatte børn væk fra gaden. Joe var selv gadebarn, og han ved derfor bedre end nogen anden, hvad det vil sige at få en ny chance og få hjælp mod en bedre fremtid. Vi er i Our Kenyan Children utroligt glade for at kunne hjælpe og al støtte til foreningen går ubeskåret til mad, skolegang, lægehjælp etc, fortæller Torben Løkkegaard inden, at han fortæller om samarbejdet med Lyngby Boldklub.
– Vi er utroligt glade for samarbejdet med Lyngby Boldklub, hvor vi hjælper med at skænke og sælge øl til holdets hjemmekampe. Alle vores frivillige har det altid hyggeligt på stadion med de mange fantastiske fans, og samtidig får vi også tjent en masse penge til børnehjemmet i Kenya.
Også i Lyngby Boldklub er der enormt stor glæde over at kunne bidrage til det fantastiske formål. Det gælder ikke mindst for Adm. Direktør, Andreas Byder, der selv er født i Kenya.
– Først og fremmest elsker vi at kunne støtte op om initiativer, der tilgodeser mennesker, som lider under svære vilkår. De godt og vel 140 tidligere gadebørn, der bor på GHRRC fortjener lige så meget som alle andre at kunne drømme om en god fremtid, og det er vi meget glade for at kunne støtte op omkring via det her samarbejde.
– For os er det rent win/win. Vi hjælper et fantastisk formål, så børnene i Kenya kan få mad, lægehjælp og skolegang, og vi får samtidig en masse søde og sympatiske mennesker i vores boder på stadion. Vi kan kun opfordre til at støtte op omkring Our Kenyan Children, siger Andreas Byder.
Vil du støtte op på andre måder end ved køb af øl på Lyngby Stadion, kan man melde sig ind i Our Kenyan Children for 150,- kr. pr. år via mobilepay nummer 142314. Frivillige der blot ønsker at give en hånd med er også meget velkommen.
Du kommer i kontakt med Our Kenyan Children på mailen info@ourkenyaenchildren.org, og du kan finde deres Facebookside her.