Lyngby Boldklub har opfyldt tre-års plan for Akademiet

I 2021 blev der sat en række ambitiøse delmål for Akademiet i Lyngby Boldklub, og de er nu opfyldt – ni måneder forud for den oprindelige plan.

I Lyngby Boldklub vil vi talentudviklingen og i 2021 blev der derfor lavet en strategi med dertilhørende delmål, der inden 2024 skulle indfries.

Delmålene lød som nedenstående.

  1. Lyngby Boldklub skal være et top-14 mandskab i Danmark, og vi skal samtidig være i top-tre over spilletid givet til spillere af egen avl.
  2. Lyngby Boldklub skal have to debutanter under 21 år af egen avl. De skal minimum have fem kampe på førsteholdet.
  3. Akademiet skal have fire stjerner i DBU’s licenssystem.
  4. Lyngby Boldklub skal have syv ungdomslandsholdsspillere, hvoraf en af disse skal være på U21-landsholdet.

 

Det er med stor glæde, at vi kan sætte hak ved dem alle, hvorfor tre-års planen nu er opfyldt hele ni måneder før tid, hvilket understreger den rivende udvikling, som Lyngby Boldklub er i omkring talentudviklingen.

Adm. Direktør i Lyngby Boldklub, Andreas byder, udtaler;

– Tre-års planen har været med til at agere blikfang for os, og ikke mindst sætte en ambitiøs retning, som vi har kunne drømme hen imod. At vi allerede er lykkedes med at følge og opfylde den på Akademi-delen af strategien er fantastisk, og det giver selvfølgelig en ekstra stor tro på, at vi er på rette vej, siger Andreas Byder inden, at han retter stor ros mod det flotte arbejde, der foregår på Akademiet.

– Der er ingen tvivl om, at vores Akademi er et rigtig godt sted. Konkurrencen har aldrig været hårdere i vores område, men at Akademiet pt. leverer mange spilere til førsteholdet, diverse U-landshold og ikke mindst salg er enormt tilfredsstillende. Det vidner om, at vores ambition om at være en moderne, men også traditionel fodboldklub med rod i talentudviklingen, fortsat har sin berettigelse i dansk fodbold. Sidste år havde vi tre ’Lyngby-drenge’, som spillede Champions League, hvilket jo er høsten af tidligere års arbejde, men at vi nu har tre U21-landsholdsspillere er nutid. Vi finder stort stolthed, ydmyghed og tro på vores Akademi i begge dele.

– Udviklingen stopper selvfølgelig ikke, fordi man har opnået en række mål. Strategien er allerede opdateret, og selvom vi er rigtig glade, er der stadig nogle områder, som vi satser på at blive endnu skarpere på, så vi kan blive ved med at bryste os af at være en af landets bedste steder for talenter, slutter Byder.

Top-14 og førende på spillere af egen avl

I vinteren 2021 blev det besluttet, at man skulle være i top-14 i Danmark, og altså derfor enten være i Superligaen eller være på vej op i Superligaen, hvis man skulle være rykket ned.

Ikke nok med det, blev det samtidig besluttet, at den plan skulle udføres med masser af spillere fra Akademiet, hvorfor man som minimum skulle være i top-tre i Danmark, når det kom til spilletid til egenudviklede spillere.

I denne sæson er vi i top-14 i Danmark, da Lyngby Boldklub i skrivende stund indtager 11. pladsen i 3F Superligaen. Ikke nok med det, så var Lyngby Boldklub ved seneste opgørelse den klub i Danmark, der brugt flest egenudviklede spillere.

Hele 33,2% af spilletiden ved udgangen af 2022 blev givet til spillere af egen avl, hvorfor Lyngby Boldklub var nummer 29 på listen over klubber i Europa, der giver mest spilletid til spillere fra eget akademi.

Nærmeste danske konkurrent var FC Midtjylland, der lå nummer 33 på listen.

Med en status som værende i top-12 og det førende hold inden for spilletid til egenudviklede spillere, kan der derfor sættes hak ved det første delmål.

To debutanter af egen avl – minimum fem kampe

Det stærke talentarbejde, der foregår hele vejen ned gennem Akademiet, smitter i den grad også af på førsteholdet.

I især foråret har både Tobias Storm og Lucas Hey sat et kæmpe aftryk på holdets flotte præstationer, hvorfor det har været naturligt, at de er gået i startopstillingen i størstedelen af forårets foreløbige kampe.

Dermed har de også begge rundet de fem kampe for førsteholdet, der gør, at vi også kan sætte hak ved ambitionen om to debutanter af egen avl under 21, der minimum får fem kampe for førsteholdet.

Fire stjernet Akademi

Akademiet og talentudviklingen er en stor del af Lyngby Boldklubs DNA, og det var derfor også med stor glæde, at vi tilbage i maj 2022 steg fra 3,5 til fire stjerner i DBU’s licenssystem.

Helt konkret blev Lyngby Boldklub scoret som det 7. bedste talentudviklingsmiljø i Danmark, hvilket er historisk højt for klubben.

Stigningen til de fire stjerner var et af målene i tre-års planen, hvorfor det naturligvis var en stor glæde og en kulmination på det flotte arbejde på Akademiet, da de fire stjerner blev en realitet.

Syv ungdomslandsholdsspillere – mindst én på U21

Inden 2024 skulle Lyngby Boldklub have syv ungdomslandsholdsspillere, hvoraf mindst én af disse skulle være U21-landsholdsspiller.

Også her er målet blevet overgået – endda ganske betragteligt.

Valdemar Lykke Lützhøft og Aksel Jørgensen blev både i februar og igen her i marts begge udtaget til U16-landsholdet, imens Tobias Storm, Johan Meyer og Gustav Mortensen i marts blev udtaget til U19-landsholdet.

Ved den seneste U21-landsholdsudtagelse blev delmålet så opfyldt, da Lyngby Boldklub ikke bare fik én eller to på U21-landsholdet, men hele tre spillere, der skal repræsentere det ældste talenthold i landsholdsregi.

Tochi Chukwuani, Dani og Lucas Hey blev således alle udtaget til det danske U21-landshold ved seneste udtagelse, hvorfor det sidste delmål er opfyldt.

#FremtidenErKongeblå

Billede: Fodboldbilleder.dk

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products