Freyr: Vi er en stærk enhed

Cheftræner Freyr Alexandersson glæder sig over den seneste måneds tid, hvor holdet har præsteret flot. Chefen kalder nu på fortsat fokus og mere hårdt arbejde.

Kun en overtidsscoring i Randers har kunne stoppe en stærk Lyngby-pointstime i 2023, hvor mange ting ellers er gået op i en højere enhed.

Point mod topholdet samt sejre over Brøndby IF og senest FC Midtjylland har givet De Kongeblå en fornyet optimisme og et ordentligt skud selvtillid. Selvom noget af selvtillid naturligvis tages med videre i forårsprogrammet, kalder cheftræner Freyr Alexandersson dog også på, at benene bliver bevaret på jorden.

– Jeg synes, at vi har spillet godt i forårets første kampe. Vi har været meget modige i vores spil, og vi har været en utrolig stærk enhed – både som hold, men på især hjemmebane også med fansene. Vi har fået en enorm glæde og selvtillid ud af årets første kampe, og det tager vi med os ind til kampen i morgen, siger cheftræneren inden, at han fortsætter.

– Det er vigtigt, at vi fortsætter med at være ydmyge. Det er vigtigt, at vi hver eneste dag forstår, hvad det handler om, og at vi er klar over, at der stadig er masser af arbejde at gøre. Vi har hele tiden haft en stor tro på tingene, men tingene kommer kun gennem fokus og hårdt arbejde.

– Jeg har også sagt til spillerne, at uanset hvordan tingene ser ud i starten af juni, så er den tid vi er i lige nu ekstremt vigtig for os som klub. Vi skal sørge for at have hele klubben og alle udenom med på den her rejse, fordi uanset hvad kommer det til at styrke os på den lange bane.

Et undervurderet mandskab

Lyngby Boldklub mødte AC Horsens tilbage i sæsonens spæde start, og her vandt ’Den Gule Fare’ med 1-0 efter et tidligt mål af Anders K. Jacobsen.

Siden har morgendagens gæsters form bølget op og ned, og de har fået en svær start på forårssæsonen med fire nederlag.

Alligevel har Freyr Alexandersson dog stor respekt for AC Horsens.

– AC Horsens er i min verden en lidt undervurderet modstander. De kan sagtens spille teknisk, hvis de vil, men de kender deres dyder godt, og de ved, hvor de er dygtigst. De flytter bolden rigtig hurtigt ind i de områder, hvor de er farligst, og de er et fysisk stærkt hold. Jeg synes, at de har mange dygtige fodboldspillere, og det er ikke tilfældigt, at de har fået de point, som de har fået. Vi har stor respekt for dem.

– Hver eneste kamp i Superligaen lever sit eget liv og har sit eget kampbillede. Vi har respekt for alle vores modstandere, men vi tror naturligvis på egne evner, og selvom vi tager vores hensyn, så har vi stort fokus på os selv. Vi tror helt sikkert på, at vi kan tage alle tre point, siger cheftræneren.

Fansene kan tippe det vores vej

Lyngby Stadion er så småt i gang med at gøre sig selv til rigtig svært sted at spille for modstanderne, da både FC Nordsjælland og Brøndby IF har måtte forlade Kongens Lyngby uden de tre point.

Senest måtte et ellers formstærkt Brøndby-mandskab se sig slået med 1-0.

De stærke præstationer skal ifølge cheftræneren ikke udelukkende tilskrives holdet, men også fansene, der indgår som en vigtig del af Lyngby-enheden, der har haft stor succes i foråret.

– Opbakningen fra fansene betyder alverden for os. Det giver spillerne energi, og de får ild i øjnene, når vi spiller foran dem. Det løfter vores niveau – især igennem de svære perioder i kampene. Hvis spillerne kan føle, at fansene også er med dem der, så er det nemmere at stå igennem og komme tilbage i kampene. De er med os hele vejen.

– Den støtte vi har fået gennem hele året, vil være guld værd for os i morgen. Ligesom de fleste andre kampe, vil kampen mod Horsens blive afgjort på de små marginaler, og der kan fansene være med til at tippe tingene i vores retning. Jeg håber, at der kommer rigtig mange og gør kampen til noget specielt sammen med os, slutter Freyr Alexandersson.

Der er kampstart i morgen kl. 15:00, og du kan fortsat købe billet her.

Kamppartner er YellowBeard.

Foto: Fodboldbilleder.dk

Køb dine kongeblå julegaver i vores pop-up bod

Lyngby Boldklub tager afsked med Niels Lawaetz

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

0
    0
    Din kurv