Der er ingen undskyldning for ikke at komme i ekstra godt kamphumør på søndag, da Martie Peters Group kommer og spiller forud for kampen mod AC Horsens.
Stemningen på Lyngby Stadion har været fantastisk i foråret, og vi glæder os til endnu en stor eftermiddag på søndag, når vi sammen skal blæse AC Horsens hjem uden point.
For at give stemningen forud for kampen et ekstra nøk, kommer Martie Peters Group og spiller Lyngby-klassikeren ’Lyngby Boldklubs Viking Vender Hjem’ nede fra banen kort før kickoff.
Selv er Martie Peters naturligvis inkarneret Lyngby Boldklub-fan, og han glæder sig til at komme og spille forud for den vigtige kamp
– Jeg glæder mig som en lille dreng til at fyre den af foran de fantastiske Lyngby-fans, som altid støtter holdet, uanset hvordan det går inde på banen. Når ’Vikingen’ spilles på stadion, synger folk jo med på hvert et ord, og det gør mig utrolig stolt. Jeg glæder mig til at spille den live på søndag, siger Martie Peters, som nyder at se, hvor godt De Kongeblå gør det i øjeblikket.
– Jeg synes, at Lyngby spiller forfriskende fodbold i øjeblikket i øjeblikket. Den nye taktik og de nye spillere blender virkelig godt sammen, og så nyder jeg at se, hvordan de unge lokale drenge har grebet chancen. Alle gør det virkelig godt i øjeblikket, og jeg tror på, at vi fortsætter takterne på søndag mod AC Horsens.
– Det bliver en fantastisk søndag, og jeg glæder mig til at gå op på fanafsnittet efter, at jeg har spillet nede på banen. Forza Lyngby!
Martie Peters Group spiller ’Lyngby Boldklubs Viking Vender Hjem’ kl. 14:40.