Information til Brøndby-fans

Her i artiklen finder du praktisk information til Brøndby-fans, der søndag besøger Lyngby Stadion.

Søndag eftermiddag er der dømt traditionsopgør mellem Lyngby Boldklub og Brøndby IF, og der forventes stort tryk på lægterne.

Holder man med Brøndby IF skal man på udebaneafsnittet, da man bliver afvist ved Lyngby Boldklub-afsnit, hvis man er iført Brøndby IF-merchandise. Udebaneafsnittet er udsolgt.

Herunder nødvendig information til de Brøndby-fans, der har sikret sig billet til kampen.

Praktisk

Der åbnes for portene til stadion kl. 14:00. Vi opfordrer alle til at komme i god tid, så der ikke opstår kødannelse op mod kampstart.

Til kampen er der udvidet med ekstra boder, hvor vi opfordrer til, at man betaler med enten Mobilepay eller kort, så vi igen undgår de værste kødannelser. Der er boder i begge ender af endetribunen.

Der er ligeledes udvidet med ekstra toiletter, så man ikke misser noget af kampen ved at stå for længe i kø.

Adgangsforhold

Har du billet til endetribunen på Lyngby Stadion (J. Jensen Tribunen), skal du benytte indgang 1.

Skal du på familietribunen skal du derimod gøre brug af indgang 19.

I indgangen vil fans i familietribunen få udleveret et armbånd, der tages på og skal fremvises, når man bevæger sig mellem boder og familieafsnittet.

Transport

Der er arrangeret fodboldtog for Brøndby-fans mod Lyngby.

Billet til fodboldtoget købes som en normal togbillet eller via rejsekort. Toget kommer til at standse som nedenstående.

Glostrup kl. 13.31
Brøndbyøster kl. 13.33
Danshøj kl. 13:39
Valby kl.13:41
Dybbølsbro kl. 13:46
Sorgenfri kl. 14:12

Tager du andet tog end fodboldtoget mod Lyngby Station skal du med enten linje A eller E. Herfra går der bus mod Lyngby Stadion. Ønsker du at gå mod Lyngby Stadion, skal du forvente en tur på 20-25 minutter.

Fra Lyngby Station kan du tage bus 300S eller 353 mod Lyngby St. eller Helsingør St. Disse stopper ved stoppestedet ’Lyngby Svømmehal’, der ligger op ad Lyngby Stadion.

Bus 182 og 183 kan også benyttes – begge busser stopper ved stoppestedet “Sorgenfrigårdsvej/Nørregade”, der ligger tæt på stadion.

Kommer du i bil er det smartest at tage afkørsel 16, Helsingørmotorvejen, uanset om du kommer fra nord eller syd. Herefter følger du Klampenborgvej mod Lyngby Centrum, indtil du efter 1 km. drejer til højre af Sorgenfrigårdsvej. Følg vejen indtil næste lyskryds, og drej til højre af Lundtoftevej – herfra kan du ikke undgå at ramme Lyngby Stadion.

Parkeringsforholdene omkring Lyngby Stadion er begrænsede. Vi opfordrer til enten at komme i god tid eller benytte de omkringliggende veje.

Vi glæder os til at tage imod jer på Lyngby Stadion.

Highlights: Randers FC – Lyngby Boldklub

De Små Vikinger PLUS inviteres til træning med førsteholdet

Magnússon: Dejligt at score