Sent og bittert nederlag mod Randers FC

Det lignede længe en pointdeling, men en scoring til Randers FC i kampens døende minutter gav desværre hjemmeholdet en snæver 1-0-sejr.

Efter sidste weekends forrygende fodboldoplevelse på Lyngby Stadion ventede der en dag en tur til Kronjylland, hvor Randers FC tog imod.

Lad det være sagt med det samme – det blev ikke den samme fodboldmæssige oplevelse, og følelsen efter opgøret var bestemt heller ikke den samme.

Kampen startede ganske jævnbyrdigt, og det var Lyngby Boldklub, der først noterede sig for en chance.

Efter fire minutter var Marcel Rømer hurtigst over en nedfaldsbold, hvorefter han tog et træk ind i feltet gjorde klar til at forsøge sig mod mål. Trækket blev dog en anelse for langt, og så kunne Randers cleare bolden og Cepheus Park ånde lettet op.

Randers fik langsomt overtaget i kampen, og de sværmede mere og mere om Mads Kikkenborgs mål. Den første store chance kom efter 12 minutter, da en lang bold blev sendt i feltet, hvor hjemmeholdet vandt hovedstødsduellen og fik sat Marvin Egho i scene. Angriberen afsluttede dog over mål.

Randers fortsatte med at trykke Lyngby Boldklub langt tilbage i denne fase af kampen, men det kneb med at skabe store chancer i åbent spil. Efter 20 minutter tog Mads Enggaard chancen på en nedfaldsbold på kanten af feltet, men Mads Kikkenborg kunne følge den hele vejen forbi mål.

Freyr Alexanderssons mandskab kom herefter lidt bedre med, og pludselig kunne der sagtens ligge en Lyngby-føring i luften.

Efter 26 minutter var Frederik Gytkjær tæt på at komme frem til en stor chance efter et hjørnespark, men hjemmeholdet fik afværget til hjørnespark tæt under mål.

Også startdebuterende Parfair Bizoza havde bud efter målet, men midtbanespillerens forsøg efter et aflæg fra Alfred Finnbogason suste over mål.

De sidste 10 minutter blev en chancerig affære.

Kort efter Bizozas afslutning måtte en yderst velspillende Lucas Hey finde en stor defensiv aktion frem, da Alhaji Kamara strøg alene igennem mod Lyngby-målet. Hey nåede dog tilbage i sidste øjeblik og pillede fuldstændig pynten af Randers-angriberen.

Få minutter efter satte Lyngby Boldklub så et mønsterangreb sammen med Rezan Corlu som arkitekt. Den sidste aflevering skråt bagud i feltet fra mållinjen manglede dog i sidste ende skarphed.

Randers satte trumf på i de sidste minutter før pausen, men Mads Kikkenborg pillede først et fladt forsøg fra Simen Nordli, inden at han fik presset Alhaji Kamara til at sparke over mål på en ellers stor chance i Lyngby-feltet.

Minuttet efter var det igen tæt på 1-0, men denne gang fik en Randers-spiller overplaceret et forsøg efter en ellers fin omstilling.

I stedet var Sævar Magnusson tæt på at sende Lyngby Boldklub i himlen før pausen, men islændingen manglede skarpheden ved bagerste stang efter et hjørnespark, hvorfor han sendte bolden over mål.

Holdene gik derfor målløse til pause.

Det var ikke chancer, der manglede i de første 45 minutter, men i anden halvleg blev der længere mellem snapsene for begge mandskaber, der på en svær bane heller ikke havde de bedste betingelser.

Randers FC kæmpede især med at komme frem til chancer i kampens anden halvdel, og hvor Randers var bedst i første halvleg, er det ikke helt urimeligt at sige, at Lyngby i størstedelen af anden halvleg havde overtaget.

Efter 54 minutter forsøgte Brian Hamalainen sig fra distancen, men hans forsøg blev blokeret på kanten af feltet. Samme skæbne led et ellers godt Lyngby-angreb, hvor Corlu fra mållinjen ikke kunne finde en medspiller i det tætbefolkede Randers-felt.

Efter en time igangsatte Lucas Hey et stærkt angreb, da han slog en forrygende diagonal mod Tobias Storm. Storm fandt Alfred Finnbogason i feltet, men angriberens bud efter det lange hjørne strøg i hænderne på værternes målmand.

Lyngby fortsatte med at diktere i slutfasen og efter 81 minutter var Parfait Bizoza på spil i Randers’ felt. De Kongeblå kombinerede flot, og så kunne Marcel Rømer finde Parfait Bizoza, som tog bolden ned med højreskøjten og klappede til kuglen med venstre. Bizozas afslutning røg dog over mål.

Til sidst kneb det for begge hold med at skabe store chancer, og det lignede derfor længe en nulløsning samt et point til hver.

Efter 90 minutter strøg Jakob Ankersen dog over højrekanten, hvorfra han sendte et fladt indlæg i boksen. Her kom ligeledes indskiftede Filip Bundgaard først på kuglen, og så satte han den flot op i nettaget fra tæt hold.

Lyngby Boldklub pressede på i slutfasen, men ind ville bolden ikke i dag, hvorfor vi må æde et bittert 1-0-nederlag.

Næste opgave er hjemme på Lyngby Stadion, hvor Brøndby IF gæster.

Randers FC – Lyngby Boldklub

26.02.23 Kl. 14:00 i Cepheus Park Randers

3F Superligaen, 19. spillerunde.

0-0 (0-0)

1-0, Filip Bundgaard (90 min)

Lyngby Boldklub: Mads Kikkenborg, Tobias Storm, Pascal Gregor, Lucas Hey, Brian Hamalainen (Magnus Kaastrup), Marcel Rømer, Parfait Bizoza (90. Dani), Sævar Magnusson (73. Kolbeinn Finnsson), Rezan Corlu, Alfred Finnbogason (73. Mathias Kristensen) , Frederik Gytkjær.

Bliv klogere på Lyngby Boldklubs rekruttering og scouting på akademiet

Køb dine kongeblå julegaver i vores pop-up bod

Lyngby Boldklub tager afsked med Niels Lawaetz

0
    0
    Din kurv