Bag om Akademiet: Optakt til U17-foråret

I den kommende weekend skal vores talentfulde U17-mandskab for første gang i år i U17-Liga aktion, når Randers Freja gæster Lyngby.

Langsomt, men sikkert, vender vores Akademi-mandskaber en efter en tilbage til deres respektive turneringer efter en velfortjent vinterpause.

I sidste weekend åbnede U19-holdet foråret med en 2-3-sejr over Vejle BK, og i denne weekend er det så Azad Corlus U17-drenge, der også kommer i vælten.

En ny og sulten gruppe

U17-mandskabet sluttede efterårssæsonen af så sent som i starten af december, hvorfor det da også var en ganske tiltrængt pause, der ramte de unge akademitalenter hen over julen.

Ikke desto mindre var det dog en fantastisk klar trup, som U17-cheftræner Azad Corlu fik tilbage fra ferie i starten af det nye år.

– Spillerne kom tilbage fra ferie i rigtig god form, og de virkede også som nogle, der virkelig havde savnet hinanden og at spille fodbold. Det giver selvfølgelig gode betingelser for en opstart, og den har da også været rigtig god, siger Corlu inden, at han uddyber.

– Vi har haft fem af vores normale U17-spillere fast med oppe at træne med U19-holdet i opstarten for at udfordre dem bedst muligt, og det har også blandt andet medført, at Mathias Kaarsbo startede inde for dem i sidste weekend. Omvend har vi også selv fået en masse nye med på U17-holdet, blandt andet nogle dygtige drenge for U17-divisionen, og det bliver spændende at se, hvor hurtigt de falder ind på holdet og får tilpasset sig tempoet i U17-Ligaen.

– Vi har spillet otte træningskampe, hvilket har været godt for os. Alle har fået spillet en masse og fået mulighed for at vise sig frem. Vi har både spillet træningskampe mod U17 og U19-hold, og jeg har været godt tilfreds med, hvad drengene generelt har præsteret her i opstarten, fortæller Corlu.

Håb om større pointhøst

U17-drengene gik på pause med et nederlag til Brøndby IF, hvilket efterlod holdet på en 11. plads ud af rækkens 14 hold.

U17-chefen mener dog, at holdet spillede til mere, hvorfor han håber, at pointhøsten bliver et hak større, selvom fokus først og fremmest er på udvikling.

– For os er det vigtigste at udvikle spillerne individuelt, så vi kan skabe de næste førsteholdsspillere, men vi går selvfølgelig altid efter at vinde.

– I seneste halvsæson spillede vi mange tætte kampe, og de tippede desværre ikke ofte vores vej rent resultatmæssigt. Jeg synes ikke, at det havde været ufortjent, hvis vi havde stået med fire-seks point mere. I foråret håber jeg, at vi hæver vores bundniveau, og vi via vores træning og tilføjelser til truppen, kommer til at skrabe flere point sammen, end det blev tilfældet i efteråret. Vi glæder os helt vildt til at komme i gang, slutter Corlu.

Du kan opleve både U17 og U19-mandskabet på lørdag, hvor begge hold spiller på Lundtofte Idrætsplads.

Begge hold møder Randers Freja, og U19-åbner ballet kl. 12:15, inden at U17 følger trop med kamp kl. 14:45.

Akademiet præsenteres af Sydbank.

Foto: Fodboldbilleder.dk

Lissens: Skal finde tilbage til os selv

Eesy har ringet – bliver en del af Lyngby Boldklub

Tak for endnu en fantastisk lysfest