Som led i vores ønske om at være grønnere og mere klimavenlige, introducerer vi nu Genkrus – dit nye genbrugskrus på Lyngby Stadion.
Det skal være slut med engangskrus, der bliver smidt og ligger og flyder på samt omkring Lyngby Stadion.
Fra forårspremieren i morgen introducerer vi derfor genkrus, der er genanvendelige kopper af hård plast.
Der er ikke pant på kopperne, men der vil til gengæld være masser af muligheder på Lyngby Stadion for at komme nemt og bekvemt af med kopperne igen. Kopperne kan således afleveres i en af de opsatte standere eller i boderne.
For at gøre det hele ekstra nemt og let tilgængeligt, har vi lavet en lille guide til, hvordan de nye genbrugskopper fungerer på Lyngby Stadion. Bemærk – der kan være akkurat så meget i de nye kopper, som i de gamle.