Superliga-mandskabet er ikke det eneste Lyngby-hold, der åbner sæsonen denne weekend. Også vores ældste akademihold åbner foråret.
Fremtidens stjerner står på spring i Lyngby Boldklub, og nogle af disse skal i kamp denne weekend, når U19-drengene skal følge op på et flot efterår med en åbningskamp i Vejle.
Vinteropstarten er derfor snart et overstået kapitel for klubbens ældste talenter, og vi zoomer derfor ind på det kommende turneringshalvår for U19-holdet.
Januar giver spændende muligheder
Lyngby Boldklub U19-mandskab havde et flot efterår, der sluttede i starten af december med en 2-0-sejr over SønderjyskE. Sejren betød, at drengene overvintrede på en fjerdeplads med kun Silkeborg IF, F.C. København og FC Midtjylland over sig i tabellen.
Det var derfor en yderst velfortjent ferie, drengene fik i december inden, at de i starten af januar atter mødte ind til træning.
Januar-træningen er typisk ganske fysisk, men spørger man U19-cheftræner i Lyngby Boldklub, Mads Kristensen, har januar givet nogle muligheder, der har været godt for spillernes udvikling.
– Januar giver altid gode muligheder for, at nogle af vores spillere kan træne opad med Superligaholdet. Samtidig betyder det jo så også, at de næste i rækken skal sørge for træningsintensiteten bevares på U19-holdet, og på den måde sikrer vi, at alle hele tiden udvikler sig og stepper op. Det skaber en masse energi og positiv konkurrence i truppen, fortæller U19-chefen, som blåstempler opstarten.
– Alt i alt har det været en spændende opstart, hvor det også er blevet til nogle gode træningskampe mod voksne modstandere.
Udviklingen er i centrum
Holdets aktuelle fjerdeplads i U19-ligaen er utrolig flot, og det giver da også blod på tanden ift. at fortsætte de flotte præstationer.
I Lyngby Boldklub vil vi dog skabe fremtidens stjerner, og U19-cheftrænerens fokus er derfor også i højere grad på udvikling fremfor resultater.
– Der er ingen tvivl om, at vi går ind til alle kampe for at vinde og være så kompetitive i turneringsregi som overhovedet muligt, men når alt kommer til alt, så er vores fokus på at lave fodboldspillere til førsteholdet eller udlandet. Vi har en stor gruppe på U19-årgangen, der har et utroligt stort potentiale, og dem ser jeg meget frem til fortsat at arbejde med og se vokse i det kommende forår, siger Mads Kristensen inden, at han fortsætter.
– Hvis man skal sætte succeskriterier op for foråret, så vil det være, at vi bygger endnu mere på vores i forvejen stærke træningsmiljø, og at vi bevarer det her særlige fællesskab, som vi har. Vi vil rigtig gerne spille med i den bedste halvdel af rækken, men igen – det handler først og fremmest om at lave førsteholdsspillere, spillere til udlandet og til landsholdet. Her er vores spillere rigtig godt på vej.
Fantastisk afsluttende tur til Grækenland
Som vi tidligere på ugen beskrev, rejste Lyngby Boldklubs U19-mandskab sidste søndag til Grækenland for at finpudse de sidste detaljer både på og udenfor banen inden, at det går løs i morgen søndag mod Vejle BK.
Turen var ifølge cheftræner Mads Kristensen en kæmpe succes.
– Turen var ekstremt værdifuld. Som følge af det tætte samarbejde, der er mellem U19-holdet og førsteholdet er flere af vores U19-drenge oftere med førsteholdet end hos os i januar/februar. På samme måde med U17-holdet og U19-holdet. Så det var godt lige at kunne samles på sådan en tur og få skabt et sammenhold, nogle fællesskaber og relationer inden, at det går løs igen. Vi fik grint med og ad hinanden samt set hinanden, når vi er bedst og værst. Det tror jeg på er meget værdifuldt for et hold.
– Det var en træningslejr, hvor selve træningen egentlig ikke var det vigtigste, men derimod sammenholdet og integrationen af de nye U17-drenge, som vi har fået rykket op, og de nytilkomne spillere udefra. Jeg synes, at vi fik rykket gevaldigt på nogle af de parameter, og vi er helt sikkert kommet tættere på hinanden. Drengene har fået skabt en unik atmosfære og et fællesskab, som jeg som spiller selv gerne ville have været en del af. Det er meget unikt at opleve de her drenge sammen, fortæller U19-cheftræneren.
Flotte sejre mod stærke grækere
De Kongeblå akademispillere spillede to træningskampen på turen, hvor modstanderne var henholdsvis AEK Athen og Panathinaikos.
Den første kamp var mod AEK Athen, og her det blev til en flot 3-2-sejr til Lyngby Boldklub. De Kongeblå kom foran med 2-0 inden, at hjemmeholdet fik bragt balance i regnskabet.
Et mål 10 minutter før tid, afgjorde dog tingene til U19-drengenes fordel, i en kamp, hvor der ifølge U19-cheftræneren blev givet og taget i en intens kamp.
Allerede dagen efter stod drengene overfor Panathinaikos, der stillede med hele otte spillere, der ugen forinden havde spillet Youth League mod Porto.
Alligevel formåede Lyngby-drengene dog igen at vinde med 3-2.
Det ellers dygtige græske mandskab bragte sig i front på et straffespark efter fire minutter, og i perioden herefter blev den defensive organisation og fællesskabet i høj grad testet.
Drengene fik derfor flot spist sig ind i kampen og vendt den på hovedet til 2-1. Panathinaikos udlignede kort før tid, men i de døende sekunder fik Lyngby Boldklub afgjort kampen til 3-2.
Den sene scoring fik ifølge cheftræner Mads Kristensen hele turen til at kulminere.
– Den aften står fantastisk stærkt for mig. Vi scorer til 3-2 på det her meget flotte Panathinaikos-anlæg, og hele truppen inkl. bænken ender i en kæmpe omgang jubel efter målet. Det viste alt om det fantastiske fællesskab, som Lyngby Boldklub og den her trup rummer, slutter cheftræneren.
U19-holdet åbner forårssæsonen søndag kl. 12:30 ude mod Vejle BK.
Akademiet præsenteres af Sydbank.