Nye tiltag på Lyngby Stadion

Inden vi ser os om er det igen tid til 3F Superliga på Lyngby Stadion, og vi har brugt vinterpausen til at forbedre stadionoplevelsen for jer.

En lang vinterpause er forbi, og på søndag åbner dørene til Lyngby Stadion for første gang i 2023, når vi møder FC Nordsjælland i et brag af et lokalopgør. Men udover nye ansigter på banen i form af blandt andre Kumado, Bizoza og Finnsson, så er der også sket meget uden for banen, siden 3F Superliga-bolden sidst rullede tilbage i oktober.

Nyt fra fanzonen

Vi har brugt vinterpausen på en række justeringer i Fanzonen til glæde for både børn og voksne. Fanzonen har fået et lille løft, idet vi åbner tre nye ”rigtige” boder med et bredt udvalg af familieprodukter.

Vi introducerer historiens første Lyngby-hotdog – og ja, det er med den ægte Lyngby-pølse i tynd udgave omkranset af en frakke af hvedebrød akkompagneret med fløjlsblød dressing. Vi tror det bliver et hit – primært hos de små størrelser, der ofte taber spisekampen til Lyngby-kæppens massive størrelse.

Den nye Lyngby-hotdog følges på banen med børnefrikadeller og flæskestegssandwich, der også finder vej til fanzonen i det nye år. Al mad i fanzonen sælges fra en stor madbod tæt ved indgangen – og fra nye træboder i svinget kan du fremover se frem til kolde og varme drikkevarer. I vores nye familiebod kan du ud over kaffe og kakao også finde sortimentet fra den gamle børnebod, og så kan du glæde dig til Lyngby-træstammer fra KonditorBager i Bagsværd.

Vi slutter ”nyt fra fanzonen” af med nyheden om, at børn og barnlige sjæle også kan glæde sig til en ny aktivitet i form af Sydbank fodboldpool samt et nyt autografhjørne i samarbejde med Ofir.dk. Sidstnævnte bliver et område ved Fanshoppen, hvor du til hver eneste kamp kan møde Lyngby-spillere til en snak om kampen, en selfie og en autograf.

Prisstigninger

Inflationen og stigende omkostninger til driften har desværre også ramt postnummer 2800, og derfor må vi hæve priserne på stadion. Fremover kommer en fadøl til at koste 55 kr. med en specialpris på 6 stk. for 300 kr.

Men inden du finder fakler og høtyven frem, så håber vi du lige vil læse lidt videre. Øl og pølser er selvfølgelig ikke steget 10% i pris hen over vinteren – men sammenholdt med øgede krav til affaldshåndtering og et ønske om at gøre kampdagen lidt grønnere har vi valgt en afrundet, lidt højere pris.

På den måde sker prisstigningerne altså primært for at vi kan fastholde den positive udvikling, vi er inde i – her er fans og salg på stadion blevet en pæn del af omsætningen i den lille fodboldklub, der ellers aldrig har kunnet få folk på stadion. Vi mærker tydeligt jeres opbakning!

Og i den forbindelse… Vi har søsat et projekt, hvor målet er at give udvalgte eller alle sæsonkortholdere faste rabatter på drikkevarer – også når du bare køber en enkelt øl. Det er primært en teknisk udvikling, som vi er begyndt på, og som kommer til at tage lidt tid. Men forhåbentlig kan vi snart melde ud, at alle jer med flest stadionstjerner på skuldrene får bedre priser. Hvis ikke vi gør det, så er det tilbage til høtyven.

Du støtter velgørende initiativer, hver gang du handler

Det startede faktisk med en idé fra en fan. Hvad med, om der ved hvert eneste køb af øl og pølser gik et lille bidrag til mange af de initiativer, som vi gør os lokalt. Vi har gennem de seneste år arbejdet med mange forskellige tiltag, bl.a. indsatsen hos det lokale værested ’Paradiset’, stadionbesøg af flygtninge, aktiviteter for ukrainske børn, skoleprojekter og meget andet.

Vi har i vinterpausen arbejdet med at samle vores mange initiativer under en paraply, og kanalisere alle vores velgørende kræfter derind – herunder de støttekroner, som vi har mulighed for at samle. Derfor vil der fremover gå 2 kr. til vores velgørende initiativer, hver gang du køber en øl eller en pølse i boderne på stadion. Bidraget er inkluderet i de nye priser.

Klimakompensation – og så er genbrugskopperne tilbage

Vi har gennem længere tid ønsket at gøre noget, for at gøre kampafviklingen lidt mere grøn og klimavenlig. Det er ikke en nem øvelse, men der er heldigvis nogle lavthængende frugter, hvor vi gør en forskel.

Et stort ønske har f.eks. været at gøre noget for at fjerne alle de engangskrus, der desværre har en tendens til at havne i buskene og på grønne områder omkring stadion efter kamp – også efter oprydningsholdet har været forbi. Samtidig er der fra nytår indført nye og skrappere krav til virksomheders håndtering af affald. Derfor gen-introducerer vi nu en gammel kærlighed – genbrugskopper!

Fra på søndag vil alle plastikkrus på Lyngby Stadion være skiftet ud med genanvendelige kopper af hård plast. Der er ikke pant på kopperne, da vi har dårlige erfaringer med dette fra sidst – til gengæld vil der være et væld af muligheder for nemt og bekvemt at komme af med kopperne igen, enten i boderne eller ved de opstillede indsamlere.

En anden lavthængende frugt er der CO2-påvirkning der er ved forbruget af stadionpølser, øl og lignende. Derfor har vi i vinterpausen lavet en aftale med virksomheden EatCO2, der kort fortalt har skabt et redskab, der gør det muligt for virksomheder at kompensere deres klimaaftryk ved at plante træer. Træerne plantes i Madagaskar og i Mozambique af lokalbefolkningen. Arbejdet på jorden styres af den anerkendte, internationale NGO ”Eden Reforestation Projects”, der har en samarbejdsaftale med EatCO2.

Samtidig fortsætter vores samarbejde med Den Danske Naturfond, så vi både gør lidt for klimaet, men også noget for biodiversiteten i Danmark. Alle disse tiltag vil være indeholdt i de nye priser.

Vi ses på stadion!

Der er ikke lang tid til at bolden ruller igen. Der venter et svært, men spændende, forårsprogram med mange store oplevelser!

Vi glæder os til at åbne dørene for jer og byde velkommen til 2023 på Lyngby Stadion. Vi ses!

Køb dine billetter til årets første hjemmekamp på Lyngby stadion her.

KAGEHUSET

I kagehuset kan du bl.a. købe:

  • Lyngby-træstamme
  • Popcorn
  • Slikposer
  • Easis chips, chokolade og vingummi
  • Kaffe
  • The
  • Varm kakao
1 of 6
ØLHUSET

I ølhuset er udvalget:

  • Fadøl
  • Specialøl
  • Sodavand
  • Kildevand
  • Vin
2 of 6
MADTELTET

I madteltet kan du købe:

  • Lyngby-pølse
  • Flæskestegssandwich
  • Hånddeller
  • Fransk Hotdog m. ny udgave af Lyngby-pølsen
3 of 6
FODBOLDPOOL

Sydbank har sat en fodboldpool bane op i fanzonen, hvor man som navnet antyder kan spille pool med fødderne.

4 of 6
Autografskrivning

Ved hver kamp er der mulighed for at få autografer eller billeder med de oversiddende/skadede spillere på scenen i fanzonen.

5 of 6
Ny åbning

Nu kan du gå ud af fanzonen fra midten, i stedet for kun ved hovedindgangen.

6 of 6

20-0: Lokalplanen for nyt stadion stemt igennem

Kongeblåt talent udtaget til U17-landsholdet

Akademiet besøgte Philadelphia Union: En meget inspirerende tur