Forrygende 3-0-sejr i generalprøven

Lyngby BK spillede her til eftermiddag generalprøve, og her blev det til en flot 3-0-sejr over de sydkoreanske mestre, Ulsan Hyundai.

På et vindblæst Estadio Municipal de Albufeira spillede Lyngby Boldklub i dag den anden kamp ved Atlantic Cup, hvilket samtidig var holdets sidste træningskamp inden sæsonstart i Superligaen.

Det endte med at blive en fantastisk eftermiddag for Lyngby Boldklub, der scorede tre gange og samtidig holdt modstanderne fra fadet i modsatte ende.

Kampen startede som lyn og torden med gode chancer til begge hold.

Tobias Storm var placeret på højreback, og efter få minutter trak han en anelse ind i banen og smed en dropbold til Mathias Kristensen i dybden. ’MK’ tog et træk og hakkede resolut til bolden, der dog flot blev pareret af Ulsan-målmanden.

To minutter efter var det så Ulsan Hyundais tur til at få en god chance, da Seol Youngwoo strøg igennem i Lyngby Boldklubs venstreside. Afslutningen blev taget fra en lettere spids vinkel, og bolden sneg sig da også en lille meters penge forbi Mads Kikkenborgs mål.

Det skortede ikke på tilløb til et tidligt mål, og efter fem minutter burde Sævar Magnusson nok have haft sig et straffespark.

Islændingen opsnappede flot en Ulsan-tilbagelægning, tog et træk og blev klodset nedlagt af den koreanske målmand. Dommeren slog dog lettere overraskende ud med armene og lod spillet fortsætte.

Efter ni minutter røg Tobias Storm i karambolage med både en Ulsan-spiller og en bande, der stod alt for tæt placeret på banen. Storm kunne efter et par minutter i græsset til behandling heldigvis fortsætte kampen. Værre var det for Ulsan-spilleren, der måtte forlade banen.

Uheldet satte en lille dæmper på kampen, der ikke fortsatte i samme hidsige tempo. Banen er aldrig en undskyldning, men den blev trods alt flosset noget op undervejs, og til tider lignede grønsværen mere end pukkelpist end noget andet.

Vi skulle helt hen til, at der var spillet en halv time før at der igen var bud efter et føringsmål. Pascal Gregor begik frispark få meter udenfor eget felt, og så måtte Mads Kikkenborg hive en stor redning ud af ærmet på en ellers ganske fornuftigt forsøg.

Begge hold havde små chancer kort før dommerens slutfløjt, hvoraf Lyngby Boldklubs mulighed kom efter et intenst og hidsigt genpres højt på modstandernes banehalvdel.

Bolden blev erobret og kort efter sendt dybt til Mathias Kristensen, som flot helflugtede med venstrebenet. Afslutningen sad desværre lige på målmanden, men ikke desto mindre var det lovende takter for især Lyngby Boldklubs presspil.

Mål blev det dog ikke til i første halvleg, hvorfor der fortsat stod 0-0 på tavlen efter de første 45 minutter.

Pausen blev brugt til at skifte nyerhvervelserne Kolbeinn Finnsson og Parfait Bizoza på banen, og sidstnævnte fik hurtigt gjort positivt opmærksom på sig selv.

Bizoza brugte flot sin fysik i en duel, hvorfor han snuppede bolden højt på Ulsan Hyundais banehalvdel. Bolden blev spillet videre til Sævar Magnusson, som retvendt mod mål tog et par træk og satte bolden i kassen via en flad afslutning.

Lyngby Boldklub sad i det hele taget på det meste fra anden halvlegs start, og Freyr Alexanderssons mandskab spillede i et langt højere tempo, end det havde været tilfældet i de første 45 minutter.

Efter 51 minutter kom Kolbeinn Finnsson frem til et langskud, som Ulsans målmand blev tvunget til at give hjørnespark på, og få minutter senere kombinerede Lyngby Boldklub sig flot igennem modstanders defensiv inden, at Rezan Corlus afslutning dog blev nappet af sidenettet.

Efter en lille time kom et af kampens foreløbigt største højdepunkter – i hvert fald med kongeblå briller. Andreas Bjelland blev nemlig skiftet ind, hvilket markerede hans første minutter siden den frygtelige skade i august 2022.

Da uret rundede en times spil, viste Ulsan Hyundai dog, at de stadig var med i kampen. Et fladt indlæg fra venstre sejlede hele vejen gennem Lyngby-feltet, men heldigvis kunne den sydkoreanske angriber akkurat ikke nå frem ved bagerste stang, hvorfor chancen løb ud i sandet.

I stedet straffede Lyngby asiaterne den anden vej.

Kolbeinn Finnsson slog en god bold i dybden, som Sævar Magnusson kom først på og kunne tage ned mod Ulsan-målet. Islændingen brændte dog i denne omgang, men heldigvis samlede Mathias Kristensen op, og han satte med stor sikkerhed bolden fladt ind bag målmanden til 2-0.

Ulsan Hyuindai kom herefter en anelse bedre med i opgøret, og med små 20 minutter igen kom de frem til en god chance efter et indlæg til bagerste stang. Igen var Mads Kikkenborg dog klar inde på stregen.

Sydkoreanerne sværmede i det hele taget lidt ekstra om Lyngby-feltet i slutfasen, og efter 78 minutter måtte Lucas Hey ind med en befriende fodparade tæt inde under mål. Lucas Hey spillede i det hele taget en flot kamp i Lyngby-defensiven.

Ulsan Hyundai satsede stort fremad i slutfasen, og det gav plads den anden vej. Plads og rum at løbe i skal man ikke give Sebastian Koch, men det var alligevel, hvad der skete efter 84 minutter.

Lyngby Boldklub erobrerede bolden foran eget felt, og så blev Willy Kumado sendt afsted i en situation, hvor Lyngby var to mod én. Kumado spillede bolden på tværs til Sebastian Koch, som kynisk hamrede bolden i kassen til hele 3-0.

Efter 89 minutter blev Sebastian Koch igen spillet flot igennem, men denne gang blev der begået et groft frispark på ham. Koch fik længe behandling, men kunne i sidste ende heldigvis spille videre.

Det blev ikke til flere mål i kampen, hvorfor Lyngby Boldklub fik en fornem optakt til den snarlige forårspremiere i Superligaen.

Lyngby Boldklub – Ulsan Hyundai

10.02.23 Kl. 13:30 på Municipal de Albufeira

Atlantic Cup

3-0 (0-0)

1-0, Sævar Magnusson (50 min)

2-0, Mathias Kristensen (61 min)

3-0, Sebastian Koch (84 min)

Lyngby BK: Mads Kikkenborg, Tobias Storm, Pascal Gregor (59. Andreas Bjelland), Lucas Hey, Brian Hamalainen (45. Kolbeinn Finnsson), Tochi Chukwuani (45. Parfait Bizoza), Marcel Rømer, Magnus Kaastrup (59. Sanders Ngabo), Rezan Corlu (79. Willy Kumado), Sævar Magnusson, Mathias Kristensen (79. Sebastian Koch).

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

Fansene kårede Lucas Lissens til Man of the Match

De Små Vikinger indtog Lyngby Stadion til julehygge

0
    0
    Din kurv