Lyngby Boldklub er blevet en del af Gamechanger-projektet, som går forrest i kampen for et inkluderende klubmiljø, og sportslig leder i Moderklubben, Karsten Stiig Alnor, oplever en kæmpe opbakning fra klubbens trænere til projektet
Hvordan sikrer man, at den rette kultur med et inkluderende miljø fungerer i praksis? I bestræbelserne på at sikre en sund kultur på alle niveauer i klubben, er Lyngby Boldklub blevet en del af et nyt projekt, som handler om inklusion af seksuelle minoriteter i fodbold og håndbold.
Det er DBU, Spillerforeningen, DGI, DIF, Amnesty International, Institut for Menneskerettigheder, Pan Idræt og Dansk Håndbold Forbund, der sammen har etableret Gamechanger, som Lyngby Boldklub nu også er en del af. Den sportslige leder i Moderklubben, Karsten Stiig Alnor, har sammen med repræsentanter fra Gamechanger arbejdet på, at klubbens trænere er klar over deres vigtige rolle i at sikre en inkluderende kultur.
”Som en del af de konkrete tiltag, har vi haft vores trænere samlet med Gamechanger-repræsentanter og præsenteret dem for vores rolle i projektet. Trænerne har især en vigtig rolle i forhold til, at vi har den rette kultur ude på årgangene. Det handler rigtig meget om sprog og adfærd. Og her er det vigtigt, at vores trænere sætter retningen overfor spillere og forældre. På mødet blev der blandt andet drøftet tidligere situationer og konkrete cases, og at man skal turde slå ned på uheldige episoder” forklarer Karsten Stiig Alnor.
På det mere udadvendte plan sørger Lyngby Boldklub for at have regnbuefarvede bolde og anførerbind med ude til kampe, og det er langtfra ren symbolpolitik, understreger den sportslige leder i moderklubben:
”Den synlighed er vigtig for, at man hele tiden husker på, at der i en forening som vores, skal være plads til alle,” mens han understreger, at det ikke handler om at finde fejl hos trænerkollegaer, spillere eller forældre, men derimod aktivt at præge kulturen på en positiv måde.
”Man skal turde sige fra som træner, spiller eller forældre. På den måde så bliver alle mere bevidste om, at der i en forening ikke er et hemmeligt sprogkodeks, hvor man kan tillade sig at sige upassende ting,” slutter Alnor.
