U19-træner: ”Vi har præsteret godt”

U19-holdet er gået på juleferie, og cheftræner Mads Kristensen ser tilbage på en god halvsæson i U19-ligaen. De Kongeblå overvintrer på 4. pladsen, og har tilmed leveret præstationer og resultater på meget højt niveau. Det glæder trænerteamet på U19-holdet, der har gjort status over efterårets præstation – og pilen peger opad!

”Vi er lykkedes med at lave nogle gode præstationer og også få gode resultater. På expected-parametrene og på de statistikker, vi måler på, der har vi præsteret godt. Og så har vi scoret det højeste antal mål for Lyngby i en halvsæson i nyere tid. Vi har på den måde ramt det vi vil, og ligger godt til i U19 Ligaen, så det er vi meget tilfredse med” fortæller Mads Kristensen, der er glad for den aktuelle 4. plads i U19 Ligaen, men heller ikke lægger mere i placeringen end som så:

”Det betyder nok mere for spillerne end for klubben, hvor udviklingen af spillerne vægter højere. Men det bidrager til vores miljø, at vi spiller med i toppen og at vi har et fælles mål vi kan jagte hele sæsonen, det er der ingen tvivl om” lyder det fra Mads Kristensen.

Stor fremtid i vente
Udover placeringen i toppen af rækken, så er der mange lyspunkter for U19-holdet og U19-spillerne denne halvsæson. For det er ikke kun holdet, der har klaret sig flot – også spillernes individuelle niveau får mange plusser i bogen når Mads Kristensen skal fremhæve sine personlige højdepunkter for efteråret:

”Hvis jeg skal fremhæve en ting, så er det at jeg har set spillere, der individuelt har klaret sig godt både på U19-holdet, i træning med A-holdet, men også andre steder end i Lyngby. Vi har mange dygtige spillere, og et højdepunkt har da klart været at have seks spillere inde omkring de to ældste ungdomslandshold. Hvis man tilmed også inkluderer de spillere, som af den ene eller anden årsag har forladt Lyngby, så er tallet ni. Det vidner om nogle årgange, hvor vi som klub har gjort det ekstremt godt” fortæller Mads Kristensen.

For Lyngby Boldklub er det Sanders Ngabo, Lauge Sandgrav, Gustav Mortensen, Tobias Storm, Casper ’Dani’ Winther og Lucas Hey, der alle har været inde omkring DBUs ungdomslandshold. Af tidligere Lyngby-spillere på landsholdene tæller Jonathan Ægidius (nu Brøndby), Pontus Texel (nu FCM) og Maurits Kjærgaard (nu RB Salzburg), som alle gør sig på enten U19, U20 eller U21-landsholdet.

Særligt tre U19-talenter har fået ekstra bevågenhed udefra dette halvår. Gustav Mortensen og Tobias Storm har allerede fået kontrakter, der rækker ind i seniortiden betyder førsteholdsfodbold på fuld tid til sommer. Men også Lauge Sandgrav gør sig til, og blev for nylig kåret til månedens talent i klubben.

”Både Tobias, Gustav og Lauge træner så meget med A-holdet de kan, så de kan lære at begå sig på førsteholdsniveau. Det går godt, og de tager skridt hver eneste dag. Og når de så træner og spiller med U19, så prøver vi at finde hullerne i osten og udvikle på det. Men det er tre virkelig fede spillere, som jeg synes man skal glæde sig til som fan” fortæller Mads Kristensen og uddyber:

”De har ikke nogen høje tanker om sig selv, og de giver så meget af sig selv i både træning af kamp. De bidrager til et fantastisk miljø og hæver det hele op på et meget niveau. Selvom de godt selv ved de er gode, så er de ydmyge, villige og læringsparate. Og så er de fantastiske ambassadører for Lyngby Boldklub. Alt i alt er det bare en stor fornøjelse” lyder det fra Mads Kristensen.

Vil vinde alle kampe
Nu venter en tiltrængt vinterpause for såvel trænere som spillere. Med opladte batterier og fuld fokus på fremtiden vender holdet tilbage straks efter nytår, og starter op. Målet for resten sæsonen er dog klar, og det ændrer en vinterpause på 4. pladsen i U19 Ligaen ikke på:

”Vi har egentlig ikke tænkt os at ændre så meget. Vi har fokus på den næste kamp, og møder altid op for at vinde. Vi vil gerne være lidt mere konkurrencedygtige målt mod de allerbedste i U19 Ligaen. Men vi er et godt sted, hvor vi også ser profiler i de yngre årgange nærme sig et højt niveau og som viser, at de er klar til at tage over og tage ansvar for fremtiden” fortæller Mads Kristensen.

U19-holdet starter forårssæsonen den 19. februar på udebane mod Vejle Boldklub.

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products