Forløsende og fortjent sejr i Silkeborg

Sted: Jysk Park, Silkeborg – 4.681 tilskuere

Silkeborg IF – Lyngby Boldklub
58′ Rezan Corlu, 0-1
79′ Kasper Jørgensen, 0-2

Startopstilling: Mads Kikkenborg – Pascal Gregor, Timo Leschert, Lucas Hey – Kasper Jørgensen, Rezan Corlu, Marcel Rømer, Magnus Westergaard, Adam Sørensen – Sævar Magnùsson, Frederik Gytkjær

Indskiftet: Rasmus Thellufsen ind for Magnus Westergaard (34), Magnus Kaastrup ind for Rezan Corlu (72), Brian Hamalainen ind for Timo Letschert (72), Tochi Chukwuani ind for Frederik Gytkjær (86).

Advarsler:
Lukas Engel – Silkeborg IF
Rezan Corlu – Lyngby BK

Taktisk første halvleg
Silkeborg tog teten fra starten, og var klart mest på bolden i kampens indledning. Hjemmeholdet gjorde enkelte tilnærmelser de første par minutter, men udover en farlig aflevering ind i feltet efter 39 sekunder, så var det småt med action i Lyngbys felt.

Lyngbys bedste forsøg i indledningen var et frispark fra Rezan Corlu i det 10. minut. Magnus Westergaard forsøgte sig også efter en dribletur i det 13. minut, men forsøg udefra er ikke midtbanespillerens spidskompetence – og afslutningen strøg over mål.

Marcel Rømer ville også lege med, og efter rigtig fint Lyngby-opspil fik Rezan Corlu lagt bolden til rette med hælen. Anføreren fik god fart på, men også denne gang strøg forsøget over mål.

Silkeborgs Søren Tengstedt stod for hjemmeholdets første rigtige chance i det 19. minut. En dyb stikning fra Kasper Kusk sendte angriberen igennem fra en lidt spids vinkel, men afslutningen var god og Mads Kikkenborg måtte redde bolden til hjørnespark.

Afslutningen var et forvarsel for en god Silkeborg-periode, for kun to minutter efter Tengstedts afslutning var hjemmeholdet igen farlige. Tengstedt løb igen dybt, men denne gang fandt han Nicklas Helenius ved bagerste stolpe. Angriberen kom højest i duellen med Lucas Hey, men headede på overliggeren.

Silkeborg fortsatte presset hen mod slutningen og fik også andre fornuftige tilbud til blandt andre Oliver Sonne, Søren Tengstedt og Stefan Thordarson – sidstnævnte headede bolden tæt forbi mål fra tæt hold efter et hjørnespark kort før pausen. Lyngby lurede på omstillinger, men blev heller ikke farlige, og derfor kunne de to hold gå til pause med stillingen 0-0 efter en halvleg, hvor Silkeborg alt i alt var spillemæssigt i overtag.

Forløsning i 2. halvleg
Efter en første halvleg med Silkeborg i spillemæssigt overtag, så blev 2. halvleg den forløsning som alle kongeblå havde ventet (længe) på!

Kasper Jørgensen fik halvlegens første mulighed efter fem minutter, da han i en frisparkskombination blev isoleret ved bagerste stolpe. Backen forsøgte at dirigere bolden ind ved nærmeste stolpe til stor overraskelse for målmand Nicolai Larsen, men afslutningen sneg sig forbi mål. Første forvarsel til, hvad der ventede.

Inden vi når til klimaks, så må vi lige komplimentere Lyngbys udebaneafsnit. For på en dag, hvor den officielle fanbus måtte give fortabt til trafikkaos ved Storebælt, så var der alligevel 25-30 passionerede kongeblå fans, der støttede holdet i decideret trods. Der var fantastisk stemning fra lægterne! Og fanbussen ved Storebælt? Den kørte selvfølgelig i hastig fart til en bodega i Slagelse, der stod klar med tv-transmission og kolde øl!

Tilbage til Silkeborg. Her fik de larmende Lyngby-fans fortjent kontant betaling for deres opbakning efter en lille times spil! Rasmus Thellufsen stak bolden til Rezan Corlu, der tog et godt træk i feltet – afslutningen blev lidt spids, men Corlu fik fart nok på, og end ikke en fod fra Nicolai Larsen kunne holde bolden fra at gå i mål. 1-0 til Lyngby!

Målet gav ny energi, og kort efter var Lyngby endda tæt på 2-0. De Kongeblå holdt presset efter et hjørnespark, og efter en afslutning udefra havnede bolden tilfældigt hos Sævar Magnusson. Den islandske U21-landsholdspiller trykkede resolut af, og kun en stor refleksredning fra Nicolai Larsen holdt afslutningen fra at stryge i mål.

Triumf!
Kort efter var Lyngby på spil igen. Sævar Magnusson løb dybt og snød offsidefælden, og kom afsted i venstre side. Med en flad aflevering fandt han Rasmus Thellufsen, der fik sendt en god afslutning afsted midt for mål, og Nicolai Larsen måtte halvklare forsøget.

To minutter senere var det så Thellufsen, der førte bolden frem i en ny omstilling. Midtbanespilleren sendte bolden videre til Gytkjær, der dog blev lukket tilpas langt udad i banen til, at han kunne få afsluttet ordentligt. Alligevel endte det med en farlig bold centralt, som piblede rundt i det lille felt inden Silkeborg-defensiven fik clearet.

Silkeborg forsøgte hvad de kunne, og havde egentlig fortsat spilovertaget. Chancerne udeblev dog, for Lyngby fik effektivt lukket hjemmeholdets offensiv ned. Derfor endte det ofte i langskudsforsøg eller fejlafleveringer – til stor glæde for et hårdt kæmpende Lyngby-hold, der udover sejren også jagtede sæsonens første clean sheet.

Silkeborg forsøgte sig også med en tippel indskiftning, men i stedet for et comeback skete det stik modsatte. Sævar Magnusson vandt et frispark tæt på hjørneflaget, og den slog Brian Hamalainen resolut ind foran mål – her kom Kasper Jørgensen forrest og tæt under mål sendte han bolden i kassen til 2-0.

Silkeborg forsøgte omgående at svare igen med et frisparksforsøg fra Sebastian Jørgensen, som Mads Kikkenborg dog havde styr på og fulgte til dørs. Oliver Sonne var næste mand til at teste Kikkenborg efter et fint indlæg fra Robert Golani. Sonne headede dog direkte på Kikkenborg, der lignede en, der var klar til at dø for sit rene bur.

Og missionen lykkedes for De Kongeblå! Efter 4 minutter og 39 sekunders tillægstid fløjtede Aydin Uslu forløsende kampen af. Sæsonens første sejr for De Kongeblå i efterårssæsonens sidste kamp. Lyngby vinder fortjent med 2-0 i Silkeborg!

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products