Vores islandske angriber Sævar Magnùsson står overfor et par utroligt spændene landskampe. Magnusson er nemlig udtaget til Islands U21-landshold, som skal spille to kampe mod Tjekkiet om at komme til EM.
På næsten mirakuløs vis tilspillede Sævar Magnùsson og Islands U21-landshold sig andenpladsen i deres EM-kvalifikationsgruppe foran Grækenland i sidste landsholdspause – og nu skal det afgørende slag slåes.
Magnusson er selvfølgelig udtaget til de to playoff-opgør mod Tjekkiet, hvor den samlede vinder booker en billet til EM.
Det første opgør bliver spillet på fredag på Island, inden returen spilles fire dage efter – og vores angriber skjuler da heller ikke, at han glæder sig til kampene.
“Jeg glæder mig helt vildt til de her playoff-kampe. Vi leverede jo et kæmpe comeback, for overhovedet at kunne stå her. Det er en kæmpe ære at repræsentere sit land – især i så vigtige kampe. Kampene imod Tjekkiet bliver tætte og svære, og men vi vil forsøge at gøre alt for at få intensiteten op. Det er nemlig vores styrke.”
“Alt i alt har vi gode chancer for at komme til EM. Vi har virkelig udviklet os i løbet af det seneste år. Vi har fået tætte relationer og et godt sammenhold på U21-landsholdet, som gør, at vi er klar til at gå i krig sammen.” forklarer Lyngby-angriberen.
Held og lykke, Sævar!