Uheldet nåede nye højder, da Lyngby tabte i Viborg

Sted: Energi Viborg Arena, 3.491 tilskuere

Viborg FF – Lyngby Boldklub 2-1 (0-0)
0-1, Kasper Jørgensen, 82’
1-1, Jay-Roy Grot, 90’
2-1, Jeppe Grønning, 93’

Første halvleg var generelt ikke noget festfyrværkeri, men til gengæld et rent arbejdsraseri fra begge mandskaber. Der blev kriget igennem, og spillet foregik mest på den centrale del af banen, hvor begge hold kæmpede for at vinde et overtag.

Hverken Viborg eller Lyngby kunne dog sætte sig på begivenhederne, men det betød ikke at 1. halvleg var totalt chanceløs. Viborg havde chancen efter et af mange indlæg fra Christian Sørensen, men angriber Grot fik et dårligt touch på bolden, der hoppede forbi Mads Kikkenborgs mål.

Lyngby bød ind med to muligheder. Først en omstilling efter tyve minutter, hvor Adam Sørensen fik sendt et indlæg ind til Mathias Kristensen. Angriberen fik dog ikke helt det træf på hovedstødet, som han havde tænkt sig og så kunne Viborg-keeper Lucas Lund gribe bolden.

Første halvlegs største chance tilfaldt Lyngby, og igen var det en velspillende Mathias Kristensen, der var hovedperson. Han sendte elegant bolden dybt i duel med hele Viborg-forsvaret, og så var Emil Nielsen alene med Lucas Lund tæt på mål – men Viborg-keeperen hev en fodparade frem, der må have skabt plusser i bogen, hvis der havde været en scout fra Viborgs berømmede håndboldhold.

0-0 ved pausen – men så tog tingene ellers fart på dramatisk og ulykkelig vis.

Tordenvejr og chokskade
Kort efter startfløjtet på anden halvleg lød et tordenbrag af dimensioner over Viborg Stadion, og så fløjtede dommer Jakob Kehlet de to mandskaber tilbage i omklædningen. Efter en pause på cirka seks minutter blev kampen genoptaget, men igen gik der kun kort tid, før kampen igen måtte afbrydes.

Viborg spillede en dyb bold ed mod Justin Lonwijk, som Bjelland dækkede fornemt af. I duellen med Lonwijk og en fremadstormende Mads Kikkenborg kom Bjelland dog særdeles galt afsted og pådrog sig en rigtig grim skade. Spillerne reagerede prompte på et ben, der langt fra så godt ud. Og efter behandling på banen blev Bjelland båret fra banen og kørt afsted med ambulance.

Lyngby virkede i minutterne efter chokerede, og Viborg pressede i perioden på – dog uden, at det blev rigtigt farligt. Viborg var faktisk primært farlige på dødbolde, og det var da også tæt på at Jakob Bonde kunne bringe Viborg foran undervejs i 2.halvleg. Den målfarlige midtbanespiller missede en stor chance efter et hjørnespar, der blev forlænget. Derfor stadig 0-0.

Lyngby spillede en fortrinlig halvleg, og hvor de første 45 minutter havde været med Viborg i overtal, så stod der primært Lyngby på det offensive i 2. halvleg. Med 82 minutter på uret kom Lyngby så foran – et hjørnespark gik til bagerste stolpe, hvor Kasper Jørgensen med indersiden sendte kuglen ind ved fjerneste stolpe. 1-0 til Lyngby!

Viborg trykkede på for en udligning, og blandt andet Mads Lauritsen var tæt på – igen efter et hjørnespark. Og akkurat som uret rundede 90 minutter lykkedes det så for Viborg. Jay-Roy Grot blev manden med den forløsende fod efter et hjørnespark, hvor bolden helt tilfældigt endte hos den store angriber.

Og få minutter senere gjorde Viborg så det helt onde ved De Kongeblå. Daniel Anyembe gik til baglinjen og sendte bolden ind foran mål. Her fik Grot afsluttet, men Kikkenborg hev en stor redning op – riposten havnede dog hos Jeppe Grønning, der smidt for mål sparkede bolden resolut i kassen til 2-1 til Viborg.

Lyngby forsøgte alt til slut, og fik også et par rigtigt store chancer til allersidst. Sævar Magnusson var tættest på, men gled i det afgørende moment – og til slut satte De Kongeblå så maksimalt tryk på med to hjørnespark, hvor Mads Kikkenborg var med fremme. Det gav gode muligheder, og endnu en stor chance til Sævar Magnusson – men ind ville bolden ikke! Det slutter derfor 2-1 til Viborg på en tung dag i det jyske.

Startopstilling (3-4-3): Mads Kikkenborg – Marcel Rømer, Andreas Bjelland, Kristian Riis – Kasper Jørgensen, Casper ‘Dani’ Winther, Rasmus Thellufsen, Adam Sørensen – Emil Nielsen, Mathias Kristensen, Magnus Kaastrup.

Indskiftet: Brian Hamalainen ind for Andreas Bjelland (64), Tobias Storm og Sævar Magnusson ind for Magnus Kaastrup og Rasmus Thellufsen (83), Rezan Corlu og Pascal Gregor ind for Emil Nielsen og Marcel Rømer (90)

Køb dine kongeblå julegaver i vores pop-up bod

Lyngby Boldklub tager afsked med Niels Lawaetz

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

0
    0
    Din kurv