Freyr Alexandersson glæder sig til 3F Superliga-premieren søndag, når Silkeborg IF kommer på besøg. Han ser særligt frem til at se sine spillere spille op imod Danmark stærkeste possession hold, som han tror, vi kan overraske.
Søndag kan vi endelig invitere jer til 3F Superliga-bold på Lyngby Stadion igen!
Opgøret bliver cheftræner Freyr Alexanderssons debut i 3F Superligaen, og han ser frem til opgøret mod en meget stærk modstander.
“Jeg ser altid frem til til fodboldkampe, når der er point på spil. Uanset, om det er Superliga, VM eller EM. Denne gang glæder jeg mig mest til at se vores hold spille imod Danmarks stærkeste possession-hold.”
“Heldigvis, så har vi forberedt os på Superligaen i lang tid, for vi vidste, at opstarten ville være kort hertil sommer. Så jeg tror, vi står godt i det taktiske, mens vi har flyttet os meget fysisk. Nu finder vi så ud af, hvor vi står sammenlignet med de bedste hold i Danmark.”
“Vores modstandere fra Silkeborg har en meget tydelig og effektiv spillestil. Det har ikke ændret sig over sommeren. De kommer til at have gode perioder på bolden, så jeg håber, at vi kan få dem ind i områder på banen, hvor vi kan vinde bolden.”
“Måske kan vi overraske dem med vores spil på bolden, men ellers, så bliver det også en kamp, hvor begge hold skal have styr på modstanderens omstillingsspil.”
“Vores sammenhold i truppen er stærkt. Nu skal vi ud og kæmpe om point, side om side, nyde at spille i landets bedste række og sørge for at udvikle os uge for uge. Det bliver en fantastisk og sjov rejse,” forklarer vores cheftræner.