Emil Nielsen blev matchvinder i generalprøven mod HB Køge

Vi tog en fortjent sejr i generalprøven over HB Køge, hvor et selvmål og en flot Emil Nielsen-scoring sørgede for glæde på Lyngby Stadion inden Superliga-premieren på næste søndag. Du kan købe din billet til kampen mod Silkeborg HER

Overtag som halvlegen skred frem

200-300 tilskuere var mødt op til generalprøven på Lyngby Stadion imod HB Køge, hvor vi startede med et slagkraftigt mandskab. Her trådte Emil Nielsen, Brian Hamalainen, Frederik Ibsen og Casper “Dani” Winther alle ind i startopstillingen til opstartens sidste test.

Opgøret var meget lige fra start, og ingen af holdene tilspillede sig de store chancer i de første ti minutter. Udeholdet fik en scoring annulleret efter et kvarter, da Andreas Bjelland fik to hænder i ryggen på bagerste stolpe efter en dødbold.

Vi blev farlige efter uret havde rundet 25 minutter. Et godt indlæg blev slået ind fra Kasper Jørgensen. Først var Mathias Kristensen tæt på at kunne heade til den, inden Emil Nielsen glippede indlægget ved bagerste. Det var startskuddet til, at vi overtog momentummet i opgøret og kom til flere chancer.

Efter en halv time Magnus Westergaard flugtede fra kanten af feltet, men lige på HB Køge-målmanden. Efterfølgende var Jørgensen tæt på at glide bolden i mål på bagerste stang.

Vores største chance før pausen kom, da Magnus Westergaard erobrede bolden langt oppe, og spillede Emil Nielsen fri. Vinklen blev lidt spids og forsøget gik forbi målet fra klods hold.

Dermed måtte vi tage til takke med 0-0 efter de første 45 minutter, hvor de sidste 15 havde været vores klart bedste.

Hurtige scoringer efter pausen

Heldigvis tog vi momentummet med ud til anden halvleg og det kastede en hurtig scoring af sig. Mathias Kristensen lagde den over til Magnus Westergaard, som fandt Kasper Jørgensen i overlappet.

Han slog bolden perfekt i feltet, hvor Emil Nielsen kom glidende. HB Køge-målmanden pillede afslutningen, men returen gik i kassen via en forsvarsspiller. 1-0 – ganske fortjent!

Øjeblikket efter blev det også 2-0, og denne gang fik Emil Nielsen sit mål. Adam Sørensen var hurtig i opfattelsen og lobbede bolden over forsvaret. På magisk vis fik Emil Nielsen chippet bolden over målmanden og sin direkte modstander, inden han flugtede bolden i det tomme net. Lækker scoring!

Glæden var desværre kortvarig. HB Køge spillede sig frie i højresiden og tæt under mål prøvede Pascal Gregor at cleare den – desværre i eget net til 1-2.

Scoringen chokerede os dog ikke, og vi forsatte med at sidde på det meste.

Vi viste rigtig flotte kombinationer med 20 minutter igen. Indskiftede Sævar Magnusson kom fri, men desværre blev vores islænding presset i skudøjeblikket og bolden gik langt forbi mål.

Minuttet efter var Kasper Jørgensen tæt på at lukke, da han kom fri fra en spids vinkel. Han måtte dog se det knaldhårde skud gå i sidenettet.

Den slags chancer var der mange af i slutminutterne. Jeppe Corfitzen blev spillet fri af Mathias Kristensen med fem minutter igen, men måtte ligeledes se sit skud gå i sidenettet.

I overtiden faldt der 4-5 store chancer til Mathias Kristensen og Sævar Magnusson, som afsluttede på skift og hver gang fik de returen tilbage i fødderne. Desværre forhindrede heroisk forsvars- og målmandsspil, at vi kunne noteres for endnu en scoring.

Opgøret sluttede med en 2-1 sejr efter en rigtig fin indsats – særligt i de sidste 45 minutter, hvor HB Køge ikke kom til mange chancer.

Lyngby BK 2-1 HB Køge

49’ 1-0, selvmål
59’ 2-0, Emil Nielsen (Adam Sørensen)
62’ 2-1, selvmål

Startopstilling: Frederik Ibsen – Kasper Jørgensen, Pascal Gregor, Andreas Bjelland, Brian Hamalainen, Adam Sørensen – Magnus Westergaard, Rasmus Thellufsen, Casper “Dani” Winther – Mathias Kristensen, Emil Nielsen

Indskiftet: Rezan Corlu ind for Rasmus Thellufsen (45) Sanders Ngabo ind for Magnus Westergaard og Kristian Riis ind for Brian Hamalainen (60) Lucas Hey, Marcel Rømer og Sævar Magnusson ind for Andreas Bjelland, Casper “Dani” Winther og Emil Nielsen (70) Jeppe Corfitzen ind for Sanders Ngabo (75) Mikkel Juhl ind for Kasper Jørgensen (80)

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Din kurv er tom!

Du har ikke lagt nogen varer i din kurv.

Se varerkategorier