Lyngby tabte vild showkamp til FC Rudersdal

Et hav af chancer, to brændte straffespark og en føring på 2-0 ved pausen var i sidste ende ikke nok for De Kongeblå, der endte med at tabe showkampen til FC Rudersdal fra Sjællandsserien med 3-2.

Vores samarbejdsklub FC Rudersdal havde i anledning af den store FC Rudersdal-dag inviteret Lyngby Boldklubs førstehold til en opvisningskamp på Rundforbi Stadion i Nærum. Og det blev en dag, som få i Rudersdal-regi kommer til at glemme lige foreløbigt. Måske især for målmand Tobias Nüchel, hvor lørdag den 25. juni 2022 formentlig kommer til at stå som karrierens absolutte højdepunkt.

Første halvleg forløb med et kampbillede helt som forventet. Lyngby dominerede fuldstændig kampbilledet og spillede sig igennem til et hav af chancer. Nyankomne Mathias Kristensen startede showet med et hovedstød efter et hjørnespark efter 3 minutter, og fulgte op med at ramme stolpen efter 12 minutter og et godt raid fra Ryan Johnson Laursen. Ind imellem de to forsøg havde Rezan Corlu også forsøgt sig.

Straffeshow og pauseføring
Efter 14 minutter begik Rudersdal så straffespark på Magnus Westergaard, og det skulle Emil Nielsen tage sig af. Tobias Nüchel i Rudersdal-målet fik dog pareret Nielsens forsøg med fødderne, og det kikstartede en surrealistisk forestilling i kæmperedninger. Rezan fik en ny chance kort efter straffet, som blev reddet. Og efter en halv times spil var det så igen Mathias Kristensen, der kom til chance efter et fremragende forarbejde i Lyngbys venstreside – men utrolige Tobias Nüchel fik igen reddet med en klasseredning.

Kort efter var Emil Nielsen på spil, men Rudersdal fik med det yderste af tåspidserne afværget en stor mulighed – og kort efter nærmede målet sig så, da Mathias Kristensen steg til vejrs efter hjørnespark og headede på overliggeren. Mathias Kristensen fik endda muligheden igen kort efter – igen var det et flot opspil i venstresiden, der satte den nye angriber op. Men Mathias Kristensen headede for yderligt og lige forbi.

Kort før pausen lykkedes det så endelig for De Kongeblå. Rezan Corlu snød offsidefælden og fik afsluttet. Tobias Nüchel var tæt på at snuppe forsøget, men kunne alligevel ikke forhindre Lyngby i at bringe sig foran med 1-0.

Minutter efter var Rezan så på spil igen. Denne gang fik han chancen fra kanten af feltet og satte bolden ind ved stolpen uden chance for Nüchel. Og så kunne Lyngby alligevel gå til pause foran 2-0 – helt efter planen.

Vild anden halvleg
Syv udskiftninger i pausen og et sidebyt, og så var festen klar til at fortsætte på Rundforbi Stadion. Men det blev en af den slags fester, hvor man nok havde ønsket man var gået tidligere hjem. For anden halvleg blev om muligt endnu vildere end de første 45 minutter.

De første fem minutter sad Lyngby på, og Rezan Corlu var egentlig tæt på at lukke kampen efter et flot opspil. Men så skete det, som ingen havde forudset. Rudersdal, der indtil da kun havde været i Lyngbys målfelt en enkelt gang, fik pludselig en stor chance og en friløber, som U19-keeper Filip Versterre dog pillede fornemt. På det efterfølgende hjørnespark gik det dog galt for Lyngby. Rudersdals Alexander Jakobsen fik tilfældigt bolden på kanten af feltet og via to afretninger strøg bolden i mål til 1-2.

Nu gik det stærkt, for Lyngby-holdet angreb straks derefter – og fik kampens andet straffespark blot minuttet efter Rudersdal-reduceringen. Men selv straffesparkene var intet match for Tobias Nüchel, der denne gang pillede Rezan Corlu og blev fejret behørigt.

Festen fik dog et niveau mere kort efter. Rudersdal sundede sig og sendte en lang bold ud af kommunen. Den dumpede dog ned for fødderne af Mads-Emil Røstbjærg, der tog et træk uden om Filip Versterre og mirakuløst udlignede til 2-2. Fra 2-0 til 2-2 på 3 minutter – med tid til et brændt straffespark imellem.

Comebacket fuldendt
Lyngby sundede sig, og forsøgte at piske mere tempo ind i spillet. Men det lykkedes aldrig i en 2. halvleg, der spillemæssigt var langt efter de første 45 minutter – og hvor Rudersdal kæmpede heroisk for hver en bold. Bedste Lyngby-mulighed tilfaldt Zean Dalügge, der blev spillet fri af Sævar Magnússon – men den unge angriber overplacerede sit forsøg og bolden strøg tæt over mål. Det blev mere og mere showkamp i lavt tempo, selvom det var tydeligt at Lyngby gerne ville vinde. Det kunne en indskiftning af transitionstræner Thomas ’TK’ Kristensen ikke ændre på, selvom det bidrog til den sommeragtige stemning.

Med ti minutter igen satte Rudersdal så for alvor gang i festen igen. Efter et par tacklinger og klumpspil midt på banen fik Rudersdal sendt Simon Chang igennem. Chang var mistænkeligt meget i ingenmandsland mellem bagerste Lyngby-forsvarer og Filip Versterre, men flaget blev nede. Og så kunne Simon Chang prikke bolden forbi Versterre og i mål – comebacksensationen fuldendt og 3-2 til FC Rudersdal.

Lyngby forsøgte at jagte udligningen, men Zean Dalügges forsøg fra en meget spids vinkel med et par minutter igen blev bedste forsøg – og det var langt fra nok til at passere dagens mand i skyskovs Tobias Nüchel. Det ender derfor med en kæmpe sommerfest og en sejr til FC Rudersdal på 3-2.

 

FC Rudersdal – Lyngby Boldklub 3-2 (0-2)
0-1 Rezan Corlu (41), 0-2 Rezan Corlu (42), 1-2 Alexander Jakobsen (51), 2-2 Mads-Emil Røstbjærg (54), 3-2 Simon Chang (80)

 

Lyngbys hold i 1. halvleg (4-3-3)
Frederik Ibsen – Ryan Johnson Laursen, Pascal Gregor, Lucas Hey, Adam Sørensen – Tobias Storm, Magnus Westergaard, Lauge Sandgrav – Emil Nielsen, Mathias Kristensen, Rezan Corlu.

Lyngbys hold i 2. halvleg (4-3-3)
Filip Versterre – Mikkel Juhl, Kasper Jørgensen, Lucas Hey (Thomas ’TK’ Kristensen (76)), Gustav Mortensen – Tobias Storm (Sanders Ngabo (55)), Rezan Corlu (Sævar Magnússon (55)), Rasmus Thellufsen – Jeppe Corfitzen, Zean Dalügge, Lauge Sandgrav

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products