I dag d. 8 juni er det præcis 30 år siden, at vi vandt Superliga-guldet på Gentofte Stadion på scoringen af Torben Frank. Et så stort jubilæum fortjener et kig tilbage på de år, hvor vi kæmpede med i den absolutte top af dansk fodbold.
Og hvem andre end Jakob Jermiin er bedre til at huske detaljerne i Lyngbys historie? Ingen! Derfor har vi i samarbejde med det levende Lyngby-bibliotek lavet et tilbageblik på årene, hvor guldet først glippende, inden De Kongeblå tog revanche i 1992.
Fra 1. division til Superliga
Navnet ‘Superliga’ fik debut i 1991 som erstatning for ‘1. division’. Sæsonen i 1990 var den sidste med 1. division som landets øverste række. I sæsonen skulle de 14 klubber i 1. division slutte blandt de 8 øverste for at være sikret en direkte plads i den nye Superliga.
9-10-pladsen skulle spille kval-kampe mod nr. 1 og 2. fra 2. division om en plads i Superligaen, imens fire klubber rykkede direkte ned i den næstbedste række som fra 1991-sæsonen hed ‘1. division’.
I 1990 sluttede vi på 6. pladsen og var dermed klar til Danmarks første Superliga-sæson sammen med ni andre klubber. Brøndby, B. 1903 og Ikast tog sig af medaljerne i den sidste sæson 1. division. Vi vandt pokalturneringen efter to opgør mod AGF (0-0 og 6-1).
13.935 tilskuere på Lyngby Stadion
Samtidig med indførslen af Superliga-konceptet overgik turneringen fra kalenderår til efterår/forår, og der skulle spilles et grundspil og et slutspil, ganske som vi kender det i dag. Men for at det kunne blive en realitet skulle den første sæson i 1991 spilles på kun et halvt år. Det blev til 18 kampe i foråret 1991, der for vores vedkommende sluttede med sidste spilledag hjemme mod Brøndby IF.
På et brandvarmt Lyngby Stadion, d. 23. juni 1991, kunne gæsterne nøjes med uafgjort for at sikre sig det første Superliga-guld, mens vi skulle vinde for at blive mestre. 13.935 tilskuere satte stadionrekord på Lyngby Stadion siden indvielsen i 1949.
Vi blev tidligt reduceret til 10 mand, da nigerianske Emeka Ezeugu blev udvist efter en batalje med Brøndbys Frank Pingel. ‘Turbo’ Bent bragte gæsterne på 1-0 med små 20 minutter endnu, og så havde de gulblusede DM-titlen tæt på. Men med syv minutter tilbage af kampen lobbede Per Pedersen fremragende over Peter Schmeichel til 1-1. En scoring mere ville give os DM-pokalen. Kampen sluttede 1-1 og Brøndby kunne fejre DM-guldet på Lyngby Stadion, mens vi måtte nøjes med sølv. AGF fik bronze.
Et flyvende forår i 1992
Men 1991 viste fodbolddanmark, at tegningen til noget stort i Lyngby Boldklub var lagt. Bronzemedaljer i 1988 og 1989, pokaltitel i 1990 og sølvmedaljer i 1991 aftvang respekt.
En ny generation Lyngby-stjerner havde fundet vej til holdet og havde sendt de fleste af 80’er stjernerne på velfortjent pension. Fra 80’er æraen var dog stadig flere profiler tilbage: Henrik ‘Store’ Larsen, John Larsen, Flemming Christensen, Claus ‘Kuno’ Christiansen, John Helt, Michael Gothenborg, brødrene Kuhn m.fl., men de var nu krydret med nye profiler som Peter Nielsen, Per Pedersen, Henrik Risom, Kim Brodersen, Morten Wieghorst, Torben Frank og Johnny Vilstrup.
Klubrekordholder Michael Schäfer havde efter 15 år på 1. holdet stillet støvlerne på hylden og var i stedet blevet assistenttræner for svenske Kent Karlsson i foråret 1991. Undervejs i sæsonen blev den ultimative stadionrekord desuden sat på Lyngby Stadion, da 14.794 tilskuere d. 1. september 1991 overværede 1-1 kampen mod B. 1903. Magasin var forresten kamppartner til opgøret!
Sæsonen 1991/92 bød på en økonomisk (Interbank-investeringen) og sportslig deroute for Brøndby IF. Fra mesterskab og semifinale mod AS Roma i UEFA Cup’en var det tæt på at gå galt for vestegnsklubben. Ganske vist førte Brøndby grundspillet et point foran os og tre point foran B. 1903, da der var vinterpause, men i foråret 1992 gik det helt galt, og klubben røg fra 1. pladsen til 7. pladsen (næstsidst).
Vores rivaler var i problemer, men til gengæld var vi flyvende. Vi vandt 9 ud af 14 kampe og tabte blot tre kampe med en målscore på 22-7. Herunder slog Brøndby to gange. Vi vandt de sidste fem i streg med en suveræn målscore på 10-0.
Mesterskabet 1991/92 skulle dog blive afgjort på sidste spilledag. Den 8. juni 1992 lagde Gentofte Stadion græs og tribuner til B. 1903 mod Lyngby, i en kamp hvor hjemmeholdet skulle vinde, mens vi kunne nøjes med uafgjort.
10.787 tilskuere havde fundet vej ned ad Lyngbyvejen til Gentofte Stadion, heriblandt vel det nok det største antal medrejsende Lyngby-fans i historien (undtaget pokalfinaler). Et godt gæt er 5.000-6.000 ellevilde Lyngby-fans. Temperaturen var skyhøj og forventningerne ligeså.
Selvom hjemmeholdets loyale fans i den ene kurve forsøgte sig med et ikonisk ”Manniche som statsminister”-banner, så var vores medrejsende fans i topklasse.
Torben Frank afgjorde kampen, da han tæt under mål udplacerede Palle Petersen og dermed sendte mesterskabet til Lyngby Boldklub. Den første fulde superligasæson havde sendt guldet til Kongens Lyngby. Vores DM-titel nr. 2.
Efter slutfløjt var der baneinvasion, hvilket dengang foregik uden problemer. Anfører Peter Nielsen løftede DM-pokalen og festen fortsatte på Post Pub på Lyngby Hovedgade og på Lyngby Stadion, hvor spillere og fans festede sammen.
Dagen efter triumfen mødte flere af vores spillere ind på Hotel Marina i Vedbæk. Den historie er en helt anden.
