Zean Dalügge skød U19-drengene i pokalfinalen – FCK venter

Tirsdag aften spillede vores dygtige U19-drenge i pokalfinalen med en 2-0-sejr over Hvidovre. Zean Dalügge stod for begge vores mål i opgøret, som blev spillet på Lyngby Stadion. Nu venter FCK i pokalfinalen d. 25 maj på Tingbjerg Ground i Brønshøj.

En rigtig god periode for vores U19-drenge fortsatte tirsdag aften. Mads Kristensens drenge er ubesejrede i fire opgør i Ligaen, og i går stod Hvidovre IF på menuen i pokalsemifinalen.

Kampen blev spillet på Lyngby Stadion og opgørets to scoringer faldt i løbet af de første 45 minutter. Zean Dalügge har vist sig godt frem for U19-holdet efter, at han er blevet sin skade kvit, og det gjorde han også tirsdag aften.

Efter 25 minutter lagde Adam Vendelbo et indlæg ind i feltet, hvor Dalügge nåede bolden før målmanden og headede De Kongeblå på et 1-0.

Den scoring faldt efter 36 minutter efter lidt klumpspil i feltet. Kuglen endte for fødderne af Dalügge, som resolut huggede til bolden, som gik i mål via en afretning.

Forvaltede favoritrolle godt

Yderligere mål kom der ikke i kampen, selvom vi sagtens kunne have scoret et par til som minimum, forklarer Mads Kristensen efter kampen.

‘Vi forlænger stimen af gode præstationer. Jeg synes vi igen er meget solide. Kampbilledet blev som forventet med os på bolden, som skulle åbne et lavtstående forsvar – samt skulle vi være koncentrerede i vores genpres og restforsvar.’

‘Pokalkampene lever ofte deres eget liv, og det er ikke altid nemt at forvalte en favoritrolle. Det synes jeg, vi gjorde næsten perfekt.’

‘Vi skaber mange gode muligheder – og bør også lave flere mål i vores første halvleg. Vi skaber både chancer i det etablerede spil, gennem omstillinger og via standarder. Samtidigt lukker vi fuldstændigt ned for muligheder til dem. Deres første rigtige chance er vist efter 88 minutter.’

Viser enormt potentiale

‘Zean laver begge mål for os. To fremragende angribermål. U19-gruppen har masser af talent og potentiale – og vi har i den sidste måneds tid fået sammensat det med den rigtige arbejdsintensitet og moral – og det har givet os nogle solide præstationer. Præstationer som har medført tre kampe i streg uden at lukke mål ind, samt fire sejre i streg.’

‘Den fornemste opgave vi har pt. – det er – at vi ikke falder tilbage og bliver selvfede, fordi vi har vundet nogle fodboldkampe. Vi skal blive ved med at gøre det godt – og vi skal hele tiden have spillere, som banker på døren til vores førstehold. Og det synes jeg virkeligt der er i øjeblikket’.

‘Potentialet i U19-gruppen er enormt – og det er fantastisk at være med omkring. D. 25 maj spiller vi finale mod FCK på Tingbjerg Ground. Der er lang tid til endnu. Vi ved, at vi møder en virkelig dygtig modstander – og at der kommer til at være 22 rigtig dygtige spillere på banen samtidigt.’

‘Det er altid sjovt at spille finaler. Og vi glæder os selvsagt til den kamp. Men der er tre uger endnu – og der er masser af interessante opgaver i U19-ligaen ind til da,’ afslutter Mads Kristensen.

Køb dine kongeblå julegaver i vores pop-up bod

Lyngby Boldklub tager afsked med Niels Lawaetz

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

0
    0
    Din kurv