U19 med flot comeback mod FC Midtjylland

Marginalerne har været imod vores U19-drenge i den sidste periode i Ligaen. De Kongeblå-drenge skulle tirsdag forsøge at få det vendt hjemme mod tredjepladsen fra FC Midtjylland.

På en solskinsfyldt bane i Lundtofte var Zean Dalügge med fra start for første gang i en Kongeblå-trøje, og Mads Kristensens tropper kom fint fra start i de første fem minutter.

Desværre straffede gæsterne os på deres første chance. Bolden blev ikke clearet ordentligt i feltet, og dumpede ned for fødderne af en angriber, som resolut scorede til 0-1.

Tingene blev værre efter et kvarter, hvor FCM kom på 2-0 på et spark fra kanten af feltet, men herfra spillede vi os tilbage i opgøret.

Lauge Sandgrav spillede den i dybden til Gustav Mortensen, som lagde den helt ind under mål. Desværre manglede der en lang tå til at få reduceringen ind bag stregen.

Mortensen var igen på spil få minutter efter, da han fremtvang et straffespark for en hånd på bolden.

Dalügge tog sig af sparket, som han sikkert lagde op i krogen til 1-2 med en scoring for anden kamp på stribe.

Udligningen lå faktisk i nettet i næste sekvens, men dommeren fløjtede for offside. Til trods for den gode periode måtte vi gå til pause med endnu en scoring imod til 1-3 efter et hjørnespark.

Comeback i anden halvleg

Trods scoringen før pausen kom vi rigtig flot ud til anden halvleg og bragte spændingen tilbage i opgøret.

Tobias Storm lagde bolden godt i dybden med ydersiden til Zean Dalügge. Vinklen blev spids, men alligevel hamrede han bolden på stolpen. Riposten røg ind til Storm, der nemt lagde 2-3-reduceringen i nettet.

Vi fortsatte med at gøre livet svært for gæsterne, som blev presset langt tilbage på banen. De helt åbne chancer var dog sparsomme. Anfører Lucas Hey var tæt på efter 70 minuttet fra et hjørnespark. Tæt under mål fik han afsluttet med knæet – dog lige på udeholdets målmand.

Efterfølgende fik FCM faktisk bedre greb om tingene – alligevel fik vi udlignet før slutfløjtet.

86 minutter stod der på uret, da indskiftede Victor Sander Petersen tvang udeholdets målmand ud i en god redning. Returbolden røg ned imellem vender og fjender, hvor Gustav Mortensen kom flyvende og headede bolden op under overliggeren til slutresultatet 3-3.

Dermed fik U19-drengene et velfortjent point på kontoen efter en flot præstation – særligt i de sidste 45 minutter.

Startopstilling: Gustav Styrbjørn, Marius Jacobsen, Lucas Hey, Filip Panjeskovic, Gustav Mortensen, Tobias Storm, Andreas Garly, Sanders Nabo, Lauge Sandgrav, Alexander Petræus, Zean Dalügge.

Dobbelt op på Hebo i Future-storsejr

De unge rykker i Startblokken: Fællesskabet har givet succesoplevelser

Lucas Lissens på rundens hold