Onsdag inviterer vi på pokal- og lokalbrag på Lyngby Stadion, når vores U19-drenge møder overraskelsen fra Virum-Sorgenfri Boldklub i DBU pokalturneringens kvartfinale. Indgangen er ganske gratis, og boderne er åbne til køb af sodavand, øl og Lyngby-pølsen!
Normalt spiller vores U19-hold i Ligaen – fire rækker over Virum-Sorgenfri Boldklub – men i pokalturneringer kan alt ske, og nu står de to hold altså over for hinanden på onsdag kl. 18.00.
Selvom VSB er på hjemmebane, så tilbød vi at lægge græs til pokalkampen på stadion, hvilket VSB takkede ‘ja’ til, så vi får den størst mulige ramme til et specielt lokalopgør, som man sjældent får chancen for at opleve.
‘En fantastisk ramme for kampen’
Flere af vores U19-drenge og VSB-spillere har spillet for begge klubber, hvilket bidrager til det helt specielle ved kampen, siger U19-træneren Mads Kristensen:
‘Virum-Sorgenfri Boldeklub er en samarbejdsklub, som har leveret en masse fremragende unge spillere til vores fodboldklub. Virum har ligeledes nogle dygtige spillere, som også tidligere har spillet i Lyngby,’ forklarer Kristensen, som glæder sig på sine spilleres vegne.
‘Rammen for kampen er en fantastisk oplevelse for alle spillere fra begge klubber. Det er fantastisk, at vi i vores fodboldklub har personer i den øverste ledelse, som bruger deres tid på at give os allesammen en sjov oplevelse.’
‘Jeg er overbevist om, at der kommer til at være en god atmosfære omkring kampen. Vi har flere spillere, som går på Virum Gym, så der er helt sikkert en masse på spil! Og der florerer da nogle rygter om, at kampen bliver velbesøgt.’
‘Vi stiller selvfølgelig op for at vinde. Vi har en mission: Vi skal videre i pokalturneringen. Vi glæder os til at være gæster i egen hule, også håber vi at en masse mennesker lægger vejen forbi Lyngby Stadion onsdag aften.’
Der er gratis indgang fra kl. 17 samt åbent i boderne til køb af både sodavand, øl og selvfølgelig – Lyngby-pølsen. Så kom en tur på stadion og oplev et helt specielt rivalopgør, du sjældent får chancen for at opleve igen!