Lyngby sætter punktum for turnaround med godt regnskab

Lyngby Boldklub A/S kommer ud af 2021 med et flot overskud. Et plus på 9,75 mio. kr. står på bunden trods nedrykning og corona.

Det er især transferindtægter, der driver resultatet op. Lyngby Boldklub solgte i sommer flere spillere til udenlandske klubber, og det slår igennem i regnskabsbøgerne. Her ses dog også vækst på tilskuersiden, hvor det højere tilskuertal også viser sig i øgede indtægter på entré, sæsonkort og salg på stadion. Samtidig lykkedes det også at løfte klubbens sponsorindtægter på trods af coronarestriktioner og en nedrykning fra Superligaen.

Resultatet på 9,75 mio. kr. giver tryghed for retningen hos ejergruppen Friends of Lyngby. Tommy Petersen, bestyrelsesformand i Lyngby Boldklub A/S forklarer:

”Vi sætter med det her regnskab et punktum for en lang og hård turnaround i Lyngby Boldklub, og vi er både glade og stolte over at være nået hertil. Vi skylder en stor tak til klubbens medarbejdere, ledelsen, bestyrelsen og ejerkredsen Friends of Lyngby, der med en kombination af den rigtige strategi og hårdt arbejde har bidraget til, at vi er nået hertil” fortæller Tommy Petersen, der især er stolt af sammenholdet i klubben og klubbens ejerkreds:

”Samtlige ejere har de sidste fire år stået skulder ved skulder, uden at vakle og uden profit for øje. Vi har sammen med klubbens folk lagt et enormt stykke arbejde i at flytte Lyngby Boldklub væk fra en brændende platform. Både økonomisk, sportsligt og stadionmæssigt var klubben stort set uden fremtidsudsigter for fire år siden. Og selvom vi lige nu spiller i 1. division, så er det med historisk gode muligheder for at flytte klubben de kommende år.”

”Lyngby Boldklub er nu ikke længere i en situation, hvor fundamentet risikerer at skride. Det betyder også, at vi kan tage hul på at udvikle klubben, for selvom vi er glade for regnskabet, så fortsætter vi arbejdet med at skabe en klub i varig økonomisk balance, også uden udsving på transferindtægterne” fortæller Tommy Petersen.

Fortsat behov for ’Friends’
Lyngby Boldklub ved udmærket, at dette regnskab med plus på transfer og andre gode økonomiske forhold let kan ændre sig – måske allerede i regnskabsåret 2022. Men det skal fortsat være på baggrund af klubbens strategi, at der investeres i klubben:

”Man når aldrig helt i mål i fodboldens verden, det har vi lært, og derfor er der formentlig også behov for investeringer i klubben de kommende år. Men vi tror på fortsat økonomisk medvind, og vi kommer til at fortsætte det store sportslige arbejde, hvor vi har fokus på talentarbejdet og samtidig jagter en Superliga-oprykning. Alt sammen i tråd med vores plan og strategi.”

”Men særligt skal vi øge vores kommercielle indtægter over de næste år, så vi også her kommer på Superliga-niveau. Det er næste step for os, og i den forbindelse var det selvfølgelig vigtigt, at stadionprojektet blev vundet af Friends of Lyngby. Det gør, at vi kan sætte den langsigtede retning for klubben rent kommercielt hen imod et nyt stadion med nye faciliteter” fortæller Tommy Petersen.

Det er ni år siden Lyngby Boldklub A/S sidst leverede et positivt årsregnskab.

Fakta:

  • Resultatet før skat endte for 2021 på i alt 9.747.387 kr.
  • I 2020 var resultatet et minus på i alt -9.857.493 kr
  • Klubben realiserede i sommer flere store transfers, da man solgte Magnus Warming (Torino), Emil Kornvig (Spezia), Mathias Hebo (Cracovia) og Kevin Tshiembe (Brøndby).

Bliv klogere på Lyngby Boldklubs rekruttering og scouting på akademiet

Køb dine kongeblå julegaver i vores pop-up bod

Lyngby Boldklub tager afsked med Niels Lawaetz

0
    0
    Din kurv