Andreas Bjelland og resten af holdet er klar til at rejse sig fra sidste weekend. Fredag venter Esbjerg i grundspillets sidste kamp, og her er Bjelland og co. ekstra motiverede for at få tre point med på landskampspause og over i slutspillet.
I weekenden var FC Helsingør det eneste af topholdene, som stak afsted med tre point. Derfor sidder vi stadig på andenpladsen med 40 point inden den sidste kamp i grundspillet, der løber af stablen fredag aften.
Her gæster vi Esbjerg på udebane, og derfor tog vi en snak med Andreas Bjelland om, hvordan optakten og træningsugen har været, hvor man allerede mødte ind tidligt i lørdags.
‘Lørdag var lidt tung, fordi man lige skulle komme sig over et nederlag. Ting vi skulle have snakket igennem og kigget på. Efter det er der blevet bygget på, vi har trænet hårdt og gjort os klar til fredagens kamp.’
‘Det er klart, at man er ekstra motiveret. Vi skal ud og vise, at det var en fejl, at vi tabte. Vi skal ud og score nogle mål på en svær udebane, men forhåbentlig et godt græstæppe. Der er ingen tvivl om, at vi tager til Esbjerg for at få tre point. Om vi gør det på den ene eller anden måde er lidt ligemeget, vi skal have tre point med over i slutspillet.’
Efter opgøret venter en landskampspause, inden slutspillet starter, og derfor ville en sejr være endnu vigtigere for de kommende uger, forklarer Bjelland.
‘Det er vigtigt at have den gode fornemmelse med ind i to uger uden kampe. Så vi skal have en god følelse tilbage på holdet, vi skal score nogle mål og have gjort os ordentligt klar til slutspillet, så det betyder alverden at få de tre point med fra Esbjerg, så vi har et par gode uger op mod første kamp i slutspillet,’ afslutter Bjelland.
Vores modstander fra Esbjerg har også vigtige point på spil på tiendepladsen lige over stregen. Opgøret begynder som resten af kampene i NordicBet Ligaen 18:30 fredag.