Det var en stor weekend for mange forhenværende Lyngby-talenter. Yussuf Poulsen, Jacob Bruun Larsen, Christian Nørgaard og Anders Christiansen kom alle på tavlen, mens Maurits Kjærgaard noterede sig for sine to første assists for RB Salzburg i Bundesligaen!
Bolden rullede i Europas store ligaer i weekenden, og her fik mange tidligere Kongeblå-talenter vist sig rigtig flot frem med scoringer og assists, og herunder giver vi jer et lille overblik:
Maurits Kjærgaard:
I den bedste østrigske række var der topbrag, da RB Salzburg tog imod andenpladsen fra Wolfsberger. Her startede Maurits Kjærgaard på bænken, men det tidligere Lyngby-talent blev indskiftet med et kvarter igen og vendte kampen på hovedet i overtiden.
Først assisterede han Luka Sucic, som scorede til 1-0, og kort efter fandt Kjærgaard så Branden Aaronson, der slog sidste søm i kisten til 2-0. Det var Kjærgaards to første assists i den østrigske Bundesliga.
Yussuf Poulsen:
Søndag var Yussuf Poulsen på banen i hele kampen mod Hertha Berlin i 1-6-sejren på udebane mod hovedstadsklubben, og den tidligere Lyngby-angriber kom på tavlen efter 88 minutter. Poulsen blev sendt afsted i dybden, hvorefter han køligt chippede bolden ind til kampens slutresultat med hans fjerde mål i sæsonen i Bundesligaen.
Jacob Bruun Larsen:
Et af weekendens flotteste scoringer stod Jacob Bruun Larsen bag. Den tidligere Kongeblå-akademispiller startede ude for Hoffenheim på udebane mod Wolfsburg, men han kom ind udlignede til 1-1 med et kvarter igen. Kuglen blev lagt over til bagerste stolpe, hvor han akrobatisk saksede bolden over i det lange hjørne. Bruun Larsen og co. endte med at vinde opgøret med 2-1.
Christian Nørgaard:
Christian Nørgaard og Brentford var på en svær opgave ude mod Arsenal, hvor midtbanespilleren fik pyntet på resultat til 1-2 i overtiden! Den forhenværende Lyngby-dreng opfangede en bold i feltet i overtiden og reducerede med sit andet mål i Premier League for sæsonen.
Anders Christiansen:
Søndag spillede Anders ‘AC’ Christiansen og Malmø FF deres første kamp efter vinterpausen i den svenske pokalturnering. Midtbanespilleren var selvfølgelig med fra start, og han deltog også i Malmøs 5-1-målfest.
I anden halvleg tog AC sig af et frispark fra en spids position, som han krøllede hele vejen over i det lange hjørne til 4-1. Endnu et smukt, smukt mål fra en tidligere Lyngby-dreng fra weekenden!