Lyngby Boldklub forlænger med Magnus Westergaard

Magnus Westergaard har i efteråret spillet en central rolle hos De Kongeblå, og derfor er vi glade for at kunne offentliggøre, at vi har forlænget aftalen med den løbestærke midtbanespiller.

På CV’et står der 55 førsteholdskampe for Lyngby, men kigger man i krystalkuglen, så ligger der flere og venter. 23-årige Westergaard har været flittig mand på holdkortet i efterårets kampe, og derfor var det også helt naturligt, at Lyngby og Westergaard nu har forlænget aftalen frem til sommeren 2023:

”Magnus kom tilbage i sommer som en bedre spiller, og han har fortsat udviklet sig gennem efteråret. Selvom han måske ikke er en spiller man lægger mærke til hver gang, så er han en rigtig dygtig spiller, der med sin fysik og løbekraft er vigtig for os. Så vi er glade for, at vi er kommet i mål med en forlængelse” fortæller fodboldchef Nicas Kjeldsen.

Hovedpersonen selv glæder sig over sin nye aftale:

”Jeg er rigtig glad for forlængelsen, og for at fortsætte i Lyngby. Det er her, jeg har fået min fodboldopvækst og her, jeg føler mig hjemme. Jeg udvikler mig hver eneste dag, og har også fået stor tillid og meget spilletid i den forgangne halvsæson. Så det var naturligt at forlænge” fortæller Magnus Westergaard.

Lyngbys nummer 22 kom til De Kongeblå og startede på akademiet som 16-årig. Debuten fik han tilbage i 2018 i en Superliga-kamp mod OB, og siden da har midtbanespilleren repræsenteret klubben i både Superligaen, 1. division og Sydbank Pokalen.

I sidste sæson var Westergaard udlejet til Hvidovre IF, og lægger man kampene for hele 2021 sammen ligner det et lille gennembrud. Westergaard har således opnået 28 ud af 34 mulige kampe, og for en spiller, der tidligere i karrieren har været plaget af skader og manglende kontinuerlig spilletid, er det bestemt værd at tage med:

”Det var det helt rigtige for mig med udlejningen til Hvidovre. Jeg fik masser af spilletid, og fik noget hår på brystet, som jeg manglede inden jeg tog afsted. Da jeg så kom tilbage til Lyngby var jeg klar til at gøre en forskel, og bidrage med min del til den gode halvsæson vi har haft”

”Jeg er super glad for at være i Lyngby, og glæder mig til endnu flere kampe – og forhåbentlig også, at vi lykkes med vores mål om at rykke op i Superligaen” fortæller Magnus Westergaard.

Der er lagt et år til Magnus Westergaards nye kontrakt, så den ny løber til 30. juni 2023.

Magnus Westergaard præsenteres af WeWatches.

Bliv klogere på Lyngby Boldklubs rekruttering og scouting på akademiet

Køb dine kongeblå julegaver i vores pop-up bod

Lyngby Boldklub tager afsked med Niels Lawaetz

0
    0
    Din kurv