Spillested: Lyngby Stadion
Modstander: AaB
Kampstart: Kl. 18:30 – d. 21/09-2021
I tredje runde af Sydbank Pokalen, gæstede AaB Lyngby Stadion tirsdag aften. Efter sejre over Østerbro IF og Tårnby FF i henholdvis første og anden runde var Superliga-holdet fra det nordjyske den næste opgave for De Kongeblå.
Kyniske AaB straffede personlige fejl
Lyngby startede stærkt, og allerede efter et minut forsøgte Sævar Magnússon sig. Et par fine kombinationer ende i en afslutning fra islændingen, som AaB-keeperen dog afværgede.
16 minutter inde nærmede gæsterne sig. Et indlæg faldt ned for en angriber, men Frederik Schram kom stærkt ud og fik pareret afslutningen til hjørnespark.
Fem minutter senere bragte de nordjyske gæster sig dog foran med 1-0. Et indlæg i Lyngby-feltet blev ikke afvist, og AaB’s Iver Fossum kunne heade bolden i kassen.
Efter 31 minutter mistede Lyngby bolden på egen banehalvdel i opspillet, og det blev prompte straffet af gæsterne, hvor angriberen Milan Makaric kunne sparke bolden resolut i nettet til en 2-0-føring.
De Kongeblå kom bedre med mod slutningen af halvlegen, men store målchancer blev det ikke til. Dermed var pausestillingen 2-0 til de effektive gæster fra Aalborg.
Mere rolig Lyngby-halvleg
Anden halvleg var ikke mange minutter gammel, før gæsterne desværre igen fik nettet til at blafre. En personlig fejl i defensiven gav AaB’s Frederik Børsting fri mulighed til at lægge bolden i nettet til 3-0.
Efter 55 minutter kom unge Gustav Mortensen stærkt med i venstresiden. Han sendte et skarpt indlæg ind foran, som voldte gæsterne problemer, men der kunne lige akkurat ikke komme en Kongeblå fod på kuglen.
Sanders Ngabo og Rasmus Thellufsen kom på banen, og Lyngby fik lidt mere boldbesiddelse. Gæsterne var dog fortsat farlige et par gange, hvor Lyngby-defensiven gav nogle boldtab væk.
Efter 82 minutter sendte Ngabo en flot bold i dybden til hurtige Sørensen, der fandt Magnússon på kanten af feltet. Afslutningen fra angriberen gik dog lige ved siden af mål.
Lige efter skete der så noget i den modsatte ende, da AaB bragte sig på 4-0 med et hovedstødsmål.
Et skarpt AaB-mandskab tog altså sejren, og dermed er Lyngby ude af denne sæsons udgave af Sydbank Pokalen.
Lyngby Boldklub – AaB:
0-1, Iver Fossum, Aab // 21’
Gult kort, Abdul-Halik Hudu, Lyngby Boldklub // 25’
0-2, Milan Makaric, AaB // 31’
Gult kort, Iver Fossum, AaB // 40’
0-3, Frederik Børsting, AaB // 48’
Gult kort, Sævar Magnússon, Lyngby Boldklub // 74’
0-4, Marcus Hannesbo, AaB // 84’
Gult kort, Magnus Kaastrup, Lyngby Boldklub // 85’
Startopstilling:
Frederik Schram, Pascal Gregor, Kristian Riis, Kasper Jørgensen, Svenn Crone, Gustav Mortensen, Marcel Rømer, Magnus Westergaard, Abdul-Halik Hudu, Petur Knudsen og Sævar Magnússon.
Bænken:
Mads Kikkenborg, Rasmus Thellufsen (ind 56’ – ud Rømer), Magnus Kaastrup (ind 69’ – ud Westergaard), Adam Sørensen (ind 69’ – ud Crone), Sanders Ngabo (ind 56’ – ud Hudu), Thor Høholt (ind 80’ – ud Riis) og Alexander Petræus.