Lyngby Boldklub har solgt den energiske midtbanespiller Emil Kornvig til den italienske Serie A-klub Spezia Calcio, og det er både med stolthed og vemod, at klubben sender ham afsted.
Talentchef Nicas Kjeldsen, der til daglig er en del af den sportslige ledelse, fortæller om salget af Emil Kornvig:
”På nær af et kort smut til FC København i ungdomsårene har Emil Kornvig været her i klubben og er en rigtig Lyngby-dreng. Det er gået rigtigt stærkt for ham, og da vi forlængede med ham i vinter, var det fordi, vi ikke var i tvivl om, at talentet kunne bære, og han passede ind i strategien med at give vores egne drenge flere minutter,” siger Nicas Kjeldsen, der fortsætter:
”Når Korn så alligevel allerede skal videre, er det nok lidt tidligere, end nogen af os havde set komme, men andre har nu også fået øjnene op for de gode takter, han viste i foråret her i Lyngby og på ungdomslandsholdet.”
Lyngby Boldklub blev præsenteret for et tilbud på Emil Kornvig, som Nicas Kjeldsen fortæller, var et seriøst bud.
”Vi blev i fællesskab enige om, at det var en god chance at gå efter for både Lyngby og Korn. Vi kan kun takke ham for indsatsen i klubben, og vi ønsker ham alt det bedste. Vi håber også, at han en dag vender hjem igen. Uanset om det bliver som spiller, fan eller måske medejer. Velkommen er han altid,” smiler Nicas Kjeldsen.
21-årige Emil Kornvig ser frem til de nye udfordringer, men sender samtidig en varm tak til alle i og omkring klubben.
”Jeg er selvfølgelig stolt over, at jeg allerede nu kan tage et så stort skridt, og det kan jeg takke mine holdkammerater og staben i Lyngby Boldklub for. Alle har de bidraget til den udvikling, jeg har været i, siden jeg som U17-spiller kom tilbage til min hjerteklub og blev den spiller, jeg er,” siger Emil Kornvig og understreger:
”Jeg kommer til at savne alt det kendte og ikke mindst de kongeblå fans, der har støttet os gennem tykt og tyndt. Jeg har haft mange gode år i Lyngby Boldklub, og jeg vil følge klubben tæt. Af hele mit hjerte ønsker jeg, at det lykkedes at vende tilbage til Superligaen, hvor Lyngby hører til.”
Kornvig bliver dermed den anden spiller, som Lyngby i dette vindue sender til Serie A, da Magnus Warming som bekendt tidligere blev solgt til Torino. Spezia fortæller, at Emil Kornvig det første år af kontrakten lejes ud til Sønderjyske i den danske Superliga.