GYTKJÆR: HVER ENESTE DAG BLIVER VI BEDRE

Frederik Gytkjær måtte skadet se store dele af sidste sæson fra tribunen, men angriberen mærker ikke længere noget til skaden og arbejder nu hårdt på at finpudse kampformen.

Angriberen var med fra start mod Fremad Amager, og det blev til 65 gode minutter, før han blev skiftet ud. Der er et stykke vej til topformen endnu, fortæller Gytkjær, men han er på vej.
”Det går godt. Jeg har, som alle nok ved, været ude længe, og for første gang kan jeg ikke mærke min skade. Jeg har trænet godt, og senest blev det til 65 minutter i træningskampen, og det var lidt en milepæl for mig. Det er så dejligt at være nået hertil, og at jeg kan melde mig klar til kamp i morgen,” siger han og fortsætter:
”Når man har været ude så længe, vil der altid mangle lidt på kampformen, men det kommer stille og roligt, og det er jeg nødt til at være tålmodig med,” smiler han.

Selv om Gytkjær har skullet passe lidt på kroppen fortsat i opstarten, har han det store smil fremme, når han fortæller om tiden på græs efter sommerferien.
”Vi har trænet rigtigt godt. Den første uge var lidt en blandet pose bolcher med en ny træner og alle os, der kom tilbage fra skader, men der har været høj kvalitet og intensitet i alt det, vi har lavet. Det synes jeg også, man har kunnet se på udviklingen i vores træningskampe,” fortæller han og fortsætter:
”Der er rigtig god stemning på holdet og et stærkt sammenhold. De nye er gledet godt ind i truppen, og jeg synes, at det klæder os med det lille ekstra krydderi, udenlandske spillere giver. Vi har også haft forskellige teambuilding-dage, og jeg er sikker på, at vi kun bliver et bedre hold, som tiden skrider frem, men vi er et fint sted allerede, og jeg håber, vi kan lave et godt resultat søndag.”

Søndag venter Nykøbing FC i sæsonpremieren, og selv om der har været den omtalte udskiftning i truppen, og en ny træner er kommet til hen over sommeren, så er Gytkjær optimistisk.
”Det betyder altid noget, når man skifter træner, og vi har sagt farvel til et par profiler, men sådan er det at være en del af en klub som Lyngby. Freyr er kommet rigtigt godt ind, og jeg synes, han er dygtig, hvilket også gælder de spillere, der er kommet til. Samtidig har vi flere stærke unge på vej, så jeg synes, det tegner godt, men det er et andet hold end sidste sæson, og jeg glæder mig til at se, hvor gode vi bliver hen over sæsonen,” siger Frederik Gytkjær og slutter:
”Jeg synes, vi skal huske at glæde os over de flotte salg, klubben har lavet. Det signalerer rigtigt meget overfor de spillere, der kommer til, at spiller man i Lyngby, så kan man komme videre til de store adresser. Det er virkelig fedt for klubben og for de spillere, der har gjort det godt, og det kan vi alle sammen være stolte af.”

Om Frederik Gytkjær er en af Freyr Alexanderssons udvalgte til sæsonpremieren mod Nykøbing FC, kan du se i kampoptakten i eftermiddag.

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products