Solen stod højt, da Lyngby lørdag eftermiddag mødte Fremad Amager på Lyngby Stadions træningsbaner, hvor Kaastrup og Sørensen stod for de kongeblå scoringer i 2-0 sejren mod et godt spillende Fremad Amager hold.
Omkring 100 Lyngby-fans var mødt op med kongeblå støtte, da ligakollegaerne fra Fremad Amager kom på besøg, og de var ikke kommet for at se sovende til. Det var gæsterne, der startede opgøret bedst med et par gode omstillinger, som heldigvis ikke blev farligere end, at et velspillende Lyngby-forsvar kunne afværge situationen.
Efter de første 20 minutter begyndte Lyngby at få overtaget på kampen – et overtag, som holdte i kampens resterende 70 minutter. Der var flere gode chancer i første halvleg, hvor Kasper Jørgensen blandt andet havde et par gode skudforsøg. Efter 25 minutter blev Kevin Tshiembe skiftet ud, og ind i stedet kom unge Thor Høholt.
Frederik Gytkjær så også ud til at være helt tilbage fra sin skade, da også han havde et par gode muligheder og lagde et højt pres i alle de 65 minutter, han var på banen. På trods af mange gode Lyngby muligheder stod det 0-0 ved pausen.
Anden halvleg blev en smule mere dramatisk. På trods af en god Lyngby-start, fik Fremad Amager i 51. minut tildelt et straffespark, som Fremad Amagers Kristoffer Munksgaard fik ansvaret for at eksekvere. Munksgaard udførte et velplaceret spark nederest i højre hjørne, men Frederik Schram læste sparket og udførte en klasseredning, der vippede bolden ud til et hjørnespark, som Lyngby efterfølgende fik clearet.
I de efterfølgende minutter pressede Lyngby på, og i 65. minut kom forløsningen, da Magnus Kaastrup erobrede bolden i Fremad Amagers felt efter en forsvarsfejl og sparkede bolden sikkert i nettet til 1-0.
Lyngby blev ved med at presse på i minutterne efter, og efter en god forsvarsaktion fra Magnus Westergaard, modtog Lasse Fosgaard bolden på egen banehalvdel, hvorefter han sendte en lang bold til Adam Sørensen, der elegant tog bolden ned med brystet og sparkede den i kassen til 2-0 efter 69 minutter.
Resten af kampen blev spillet med ro og overskud fra Lyngbys side, der stadig stod for størstedelen af kampens chancer. Den største kom i 77. minut, da Marcel Rømer modtog bolden lidt uden for Fremad Amagers felt, og sparkede den hårdt ind på indersiden af overlæggeren, hvorefter den bouncede ned omkring mållinjen og blev efterfølgende clearet. Mange af de tilstedeværende på Lyngby Stadion så den inde, men det gjorde kampens dommer ikke, og kampen fortsatte med stillingen 2-0 til Lyngby, som også blev kampens resultat.
Lyngby Boldklub – Fremad Amager 2-0
1-0 Magnus Kaastrup 64′
2-0 Adam Sørensen 69′
Lyngbys startopstiling (4-3-3):
Frederik Schram – Svenn Crone, Pascal Gregor, Kevin Tshiembe, Kasper Jørgensen – Marcel Rømer, Magnus Westergaard, Sanders Ngabo – Emil Nielsen, Magnus Kaastrup, Frederik Gytkjær
Bænken: Frederik Ibsen, Kristian Riis (ind 80′ -> Thor Høholt), Petur Knudsen (ind 65′ -> Frederik Gytkjær), Lasse Fosgaard (ind 45′ -> Svenn Crone), Rasmus Thellufsen (ind 65′ -> Sanders Ngabo), Casper ‘Dani’ Winther (ind 75′ -> Magnus Westergaard), Thor Høholt (ind 25′ -> Kevin Tshiembe), Lucas Hey, Adam Sørensen (ind 45′ -> Emil Nielsen).