Stort Lyngby-comeback i målrig vandkamp

Det var til tider mere vandkamp end fodboldkamp, da De Kongeblå krydsede klinger med FC Helsingør i lørdagens træningskamp. Kampen sluttede 4-4 efter et sent Lyngby-comeback – Lasse Fosgaard blev dobbelt målscorer.

Lørdag eftermiddag lagde bane 1 på Lyngby Stadion græs til sommerens tredje træningskamp for Lyngby. Modstanderen var ligakollegerne og rivalerne fra nord FC Helsingør, der sidste sommer rykkede op i 1. division. Kampen blev spillet i massivt regnvejr, og det gav både spillerne og banen problemer i alle 90 minutter.

Lyngby startede opgøret bedst, og lagde et fornuftigt tryk på, og det gav pote efter kun fire minutters spil. Et indlægsfrispark blev ikke clearet ordentligt af FCH-forsvaret, og så kunne Emil Nielsen relativt nemt og sikkert lægge bolden i kassen med en afslutning ind mellem venner og fjender.

Det var i øvrigt Emil Nielsens første kampminutter efter sin operation for sportsbrok, mens både Frederik Gytkjær og Adam Sørensen startede inde for første gang siden deres længerevarende skadespauser.

Lyngby fortsatte presset efterfølgende og Emil Kornvig var i det 12. minut tæt på at øge føringen med en god afslutning, som Christoffer Petersen i Helsingør-målet dog fik reddet. Trods Lyngby-overtaget fik Helsingør lidt bedre fat i momenter, men det var alligevel lidt ud af det blå, at gæsterne fik udlignet. Unge Alexander Lyng drev bolden upresset frem og til sidst besluttede angriberen sig for at sparke på mål – og sendte bolden i nettet ved fjerneste stolpe til 1-1.

FCH var fortsat farlige på omstillinger, og netop sådan en resulterede i et frispark efter 20 minutter. Fra en position få centimeter uden for feltet gik Oliver Drost til bolden, og han havde luret at Lyngby-muren ville hoppe. Drost sendte kuglen under muren og ind bag Schram til 1-2.

Lyngby var farligt frem mod pausen – blandt andet via flere gode omstillinger i venstre side hos Adam Sørensen og Magnus Kaastrup. Svenn Crone fik ligeledes en god chance, som Emil Kornvig dog løb i vejen for. Og så fik Gytkjær faktisk også bolden i mål, men blev dømt offside. 1-2 ved pausen.

Stort comeback til slut
Fra 2. halvlegs start overtog Helsingør teten, og satte et højt pres. Og akkurat som det var tilfældet med Lyngby i første halvleg gav det pote efter kort tid. Helsingør satte et angreb op i højre side, og så kunne Alexander Lyng igen udnytte lidt passivt Lyngby-forsvarsspil til at score for anden gang. 3-1.

Lyngby kom lidt bedre med og med lidt held havde Magnus Kaastrup og Petur Knudsen sat en scoring ind. Kaastrups forsøg fra distancen gik dog i sidenettet, og Petur Knudsen manglede lige en halv meter for at nå frem tli et indlæg fra Fosgaard.

I stedet gik det så galt i Lyngbys ende. Helsingør slog kontra, og sendte Tonni Adamsen alene igennem med Schram. Angriberen chippede køligt bolden over Schram og i kassen til 4-1.

Så lignede det game over, regnen tog til og enkelte af de cirka 70 tilskuere kapitulerede da også. Men Lyngby fik alligevel løftet sig til et par gode forsøg. De Kongeblå fik sat flere gode angreb sammen trods mange unge spillere og spillere, der spillede ude af position. De gode opspil førte dog sjældende til afslutninger. Dog fik Lasse Fosgaard en stor chance alene med Christoffer Petersen på en ripost fra Petur Knudsen – men afsluttede direkte på Helsingørmålmanden.

Helsingør bød også ind på omstillinger, men udover et regulært skydetelt efter 73 minutters spil, så kom gæsterne ikke på tavlen mere. Men det gjorde Lyngby tilgengæld. Første varsel kom med syv minutter igen, hvor indskiftede Magnus Westergaard fik en fantastisk dyb bold fra Sanders Ngabo. Westergaard chippede bolden over Petersen, men symptomatisk for opgøret landede bolden midt i en vandpyt en meter fra mål, og så kunne Helsingør cleare en ellers sikker scoring.

Lyngby fastholdt presset, og bare minuttet efter lykkedes det så. Et angreb i venstre side hos Petur Knudsen og Kasper Jørgensen havnede inde centralt, hvor Lasse Fosgaard var trukket ind fra kanten. Og den rutinerede Lyngby-spiller svigtede ikke og reducerede til 2-4. Sekunder senere gav Helsingør bolden op, spillede lidt rundt inden Lyngby erobrede – og så blev Magnus Westergaard igen sendt alene med Christoffer Petersen. Klog af skade løftede Westergaard afslutningen mod mål, så ingen vandpyt kunne forhindre midtbanespilleren i at reducere. Nu 3-4.

To minutter efter lignede det et klokkeklart straffespark til Lyngby. Kasper Jørgensen gik forbi Morten Knudsen, der lavede så tydeligt et benspænd, at lyden kunne høres gennem regnen på tværs af banen. Men mærkeligt nok forblev fløjten tavs.

Sekunderne gik, og i det 90. minut fik Lyngby så endelig det straffe. Igen var det Morten Knudsen, der ikke kunne stoppe sin markering, og begik straffe på Petur Knudsen. Kasper Jørgensen sparkede, Christoffer Petersen reddede, men på riposten var Lasse Fosgaard hurtigst og kunne stensikkert udligne til 4-4 med kampens sidste spark.

Det sluttede altså 4-4 i Lyngby i en speciel affære med mange mål, masser af vand og et flot Lyngby-comeback.

Lyngby Boldklub – FC Helsingør 4-4 (1-2)

1-0 Emil Nielsen (3), 1-1 Alexander Lyng (13), 1-2 Oliver Drost (21), 1-3 Tonni Adamsen (48), 1-4 Alexander Lyng (48), 2-4 Lasse Fosgaard (84), 3-4 Magnus Westergaard (85), 4-4 Lasse Fosgaard (90)

Lyngbys startopstilling (4-3-3):

Frederik Schram – Svenn Crone, Pascal Gregor, Thor Høholt (<-> Lucas Hey (60)), Adam Sørensen (<-> Kasper Jørgensen (46) – Emil Kornvig, Marcel Rømer (<-> Sanders Ngabo (70)), Rasmus Thellufsen (<-> Magnus Westergaard (60)) – Emil Nielsen (<-> Lasse Fosgaard (30)), Frederik Gytkjær (<-> Petur Knudsen (30)), Magnus Kaastrup (<-> Casper Dani Winther (60)).

Ikke benyttet: Frederik Ibsen (GK)

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products