Freyr Alexandersson bliver ny Lyngby-træner

Lyngby Boldklub har ansat islandske Freyr Alexandersson som klubbens nye cheftræner. Den 38-årige træner kommer til Lyngby med erfaring fra blandt andet det islandske A-landshold.

I fredags startede Lyngbys førstehold forberedelserne til den kommende sæson i 1.division – og nu er den nye cheftræner også på plads. Efter en grundig rekrutteringsproces med fokus på at finde den rigtige træner til klubbens fremadrettede projekt er valget faldet på den 38-årige islandske træner Freyr Alexandersson.

Freyr Alexandersson har blandt andet erfaring fra to-et-halvt år som assistenttræner på det islandske A-landshold, og havde også en rolle omkring landsholdet i forbindelse med VM i Rusland i 2018. Alexandersson er desuden indehaver af UEFAs Pro-trænerlicens, der er den højest mulige træneruddannelse.

En kombination af faglighed, motivation og personlighed gør, at det netop er Freyr Alexandersson, der løber med det attraktive trænersæde. Det fortæller adm. direktør Andreas Byder:

”Det har været afgørende for os at finde en træner, som passer ind i vores klub som menneske, og som køber ind i vores strategi, vores talentudvikling og ambitionerne om at rykke op igen. På faglighed, personlighed og ambitioner har vi set Freyr som et rigtig stærkt match for Lyngby Boldklub, og derfor er vi glade for, at Freyr har takket ja til at tage rollen som cheftræner,” fortæller Andreas Byder.

Han tror særligt, at Freyr Alexandersson vil passe godt i både klubbens miljø og trænerstaben på førsteholdet generelt – og at det var et vigtigt parameter i forhold til den kommende træner:

”Vi har valgt at gå med den unge, fremadstormende kandidat. Det er den trænertype, vi synes passer bedst til huset, og som vi i al beskedenhed har haft pæn succes med de sidste år. Vores samtaler har kun bekræftet den vej, vi har valgt. Freyr er en træner, der kommer til Lyngby med ild i øjnene. Han er top-ambitiøs og fagligt dygtig, og vi er sikre på, at han på den måde kommer ind i vores stærke trænerteam, og sammen med dem løfter opgaven på både kort og lang bane.”

”Han har været overbevisende i de snakke, som både vi og bestyrelsen har haft, og det har bekræftet os i, at Freyr var et rigtig godt match fra den pulje af topkandidater, som vi tidligt identificerede som vores primære kandidatfelt. Han har tidligere stået i denne situation med en klub i Reykjavík, som han også førte til oprykning ud fra en situation, der minder om vores. Så alt i alt glæder vi os til samarbejdet og til at se Freyr på træningsbanen,” fortæller Andreas Byder.

Freyr Alexandersson har underskrevet en cheftrænerkontrakt med Lyngby Boldklub frem til sommeren 2023. Han har første arbejdsdag hos De Kongeblå onsdag.

Freyr Alexandersson – CV

2010 – 2012: Valur (ISL), assistenttræner
2013 – 2015: Leiknir Reykjavík (ISL), cheftræner
2013­ – 2018: Islands kvindelandshold, cheftræner
2015 – 2018: Island A-landshold, Head of Scouting
2018 – 2020: Island A-landshold, assistenttræner
2020 – 2021: Al-Arabi SC (QAT), assistenttræner
Uddannelse: UEFA Pro License

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på email
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x