Frederik Winther og Magnus Warming er netop blevet udtaget til U20-landsholdet, der spiller to testkampe mod hhv. Irland og Argentina. Landsholdet vil være samlet i Marbella, Spanien fra 1. juni t.o.m 9. juni, hvor Danmark først møder Irland den 5. juni og derefter Argentina den 8. juni. Også yngstemanden Maurits Kjærgaard er med i truppen.
KOM TÆTTERE PÅ FREDERIK WINTHER HER
Det er en vigtigt U20-udtagelse denne gang – på trods af, at det kun er to træningskampe. Det er nemlig den sidste udtagelse inden det “nye” U21-landshold, og dermed vil der givetvis være mange gengangere på de to hold.
Lyngbys transitionstræner, Jonathan Hartmann, mener nu også at de begge har niveauet til det, og at udtagelsen er fuldt fortjent:
“For Frederik har foråret ikke budt på samme mængde spilletid som tidligere. Men det er bl.a. i modgang, at man ser, hvad folk er lavet af, og Frederik har vist, at han er lavet af en voldsom mentalt stærk og professionel tilgang. Han har på hver eneste træning og reserveholdskamp gået forrest, kommunikeret og ydet 100%. Derfor har det også været særligt fedt at se, at han har været klar, når chancen kom, hvilket hans gode præstationer i de sidste to kampe har vist,” fortæller Hartmann om Winther.
“Magnus har haft et rigtig stærkt forår. Han har i mange kampe været kampafgørende med både driblinger, assists og mål. Og udover det er han blevet defensivt stærkere. Stor ros også til Becks’ og Magnus’ samarbejde på afslutninger og offensive aktioner, som er med til at udvikle Magnus,” fortæller han om Warming og hans bemærkelsesværdige 2021.
Også den tidligere Lyngby-spiller, Maurits Kjærgaard, er med i truppen. Han er den yngste i hele truppen og er faktisk mere end 3 år yngre, end nogle af de andre i truppen.
Jonathan Hartmann fortæller:
“Vi glæder os helt vildt til at følge begge spillere på U20-landsholdet – og også til at se vores gamle akademispiller Maurits Kjærgaard i aktion. Det er ikke hver dag, at en klub leverer så mange spillere til samme U-landshold, men det er et vidnesbyrd om den store kvalitet vores unge spillere har i klubben,” afslutter transitionstræneren med det kongeblå hjerte.
Stort tillykke til Kjærgaard og 2xW; Warming og Winther. Sidstnævnte spillede i går sin sidste kamp på Lyngby Stadion inden turen går til Augsburg og Bundesligaen. God, kongeblå vind.