Mindeord: En Lyngby-hædersmand er gået bort

André Lublin gik pludselig bort søndag den 21. marts 2021, 80 år gammel. André var i mere end 30 år tæt tilknyttet Lyngby Boldklub professionelt og følelsesmæssigt. Både som chef for PFA Pension, der i Lyngby-sponsoratet havde et af de længste hovedsponsorater i dansk fodbold, men også som entusiastisk og trofast Lyngby-mand.

Det var som om, at Andrés kærlighed til Lyngby Boldklub blev større og mere dybfølt med årene. Således var han mere eller mindre fast gæst i Carl Ras Loungen ved hjemmekampene – selv da vi spillede i Danmarksserien – og han tog ofte selv til udebanekampe. Om det var en fredag aften i Herfølge eller en søndag eftermiddag til bronzekamp i Herning, så var André på plads.

Han blev i år 2000 udnævnt til æresmedlem af vores daværende erhvervsklub, men selvom erhvervsklubben ikke eksisterede mere, havde André sin faste og i øvrigt helt naturlige plads ved hjemmekampene – helt frem til kort før sin pludselige død. André var senest på stadion i 2020.

André oplevede sin klub vinde det danske mesterskab i 1992, men også at vi røg den stik modsatte vej i rækkerne. Men som den hædersmand han var, var han med på sidelinjen i hele vores genopbygning fra 2002 og frem. Ingen var derfor i tvivl om, at det glædede André dybt inde, da vi returnerede til den bedste række i 2007, og da vi i 2017 igen hentede medaljer til klubben.

I de senere år stillede André sin arbejdskraft til rådighed, når Det Kongelige Teaters store forestillinger i Ulvedalene er blevet afholdt. Som en del af oldboysafdelingens godt 100 mand/kvinde store team af frivillige hjalp han trofast til omkring billetkontrol og andre vagt- og servicefunktioner i Dyrehaven. Det var langt fra de bonede gulve i finansverdenen, men André hyggede sig virkelig med opgaverne og det sociale samvær med andre Lyngby-folk.

André var en sand hædersmand for vores klub, og mange Lyngby-fans vil modtage denne nyhed med tårer. I Lyngby Boldklub vil vi til evig tid have den dybeste respekt og taknemmelighed for André Lublin.

Æret være André Lublins minde.

Akademiet tager på inspirationstur til Philadelphia Union

U17 og U19 er videre i pokalen

Kæmpe afterski-fest på Lyngby Stadion på søndag

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products
Tilmeld vores nyhedsbrev